oktober 2025
SOM SAGT – lille politisk (korrekt) leksikon
arkivartikel introduceret af Aske Tybirk Kvist
medlem af bestyrelsen for Forum til fremme af social debat
Det er ikke til at åbne en nyhedskilde uden at blive mødt af historier om modstand – mod regeringer, mod reformer, mod bevægelser. Det kan bruges af stater, som begår skrækkelige overgreb mod civilbefolkninger, og det bruges, når drabet på Charlie Kirk i den danske offentlighed sammenlignes med drabet på Martin Luther King. Men når både magthavere og deres modstandere kan være ikoner for modstand, mister ordet sin politiske skarphed. Dette peger på en vigtig erkendelse: hvordan begreberne selv er kamppladser. Dette er imidlertid ikke nyt.
I Social Kritik #112 Fagbevægelsen ved en skillevej (2007) er der fokus på fagbevægelsens rolle, som modstand mod udbytning. Her tænker nogle nok på barrikader, lockouts og sabotage. Men med sin politiske ordbog i temanummeret udfolder Birger Steen Nielsen på en række centrale begreber – arbejder, ledelse, marked, kritik, tillidsrepræsentant. Gennem sin læsning yder han modstand mod det sprog, der tilslører de modsætningsforhold fagbevægelsen er opstået ud af. For som han skriver: ‘Mister vi vores begreber, mister vi vores skelneevne og bevægelsesfrihed.’ Modstand begynder med at genvinde sproget og at kunne tale om det, man sætter sig imod. Birgers ordbog er månedens artikel fra arkivet med open access.
Birgers tekst fra 2007 (se linket) kunne have indgået i vores senest udkomne nummer #175 Modstandsformer. Temanummeret er også præget af bidrag som lægger vægt på mere stille form for modstand. Her tager modstand form af fx sorg, omsorg, klager og erfaringsudveksling. Læs redaktionens introduktion til det nye nummer her (PDF) og kom forbi vores udgivelsesreception d. 5.11 (info følger – tilmeld dig vores nyhedsbrev!)