Af Mette Bladt, ansvh. redaktør
Social Kritik blev i rigtig mange år realiseret af en frontfigur og en tæt sparringspartner. Hvordan det kunne lade sig gøre år efter år at udgive Social Kritik, to personer, er mig stadigvæk en gåde. Nu er Social Kritik et større ’vi’ – en gruppe af mennesker der varetager, skaber, udvikler og fornyer Social Kritik. Et større ’vi’ der overtog en arv og med den arv kom et ansvar – ja og en hulens masse frivilligt arbejde, der foregår imellem ’dagjobbet’, i weekender, i ferier og nogle gange endda om natten. Vi er en redaktion på fem personer, med hver vores temperamenter og kompetencer, tre korrekturlæsere der udover at være dygtige i korrekturen også – i deres dagjobs – er fagpersoner indenfor det sociale område, seks mere eller mindre faste boganmeldere og en grafiker der ikke arbejder helt gratis, men det er nemt at regne ud at mængden af arbejdet ikke står mål med økonomien. Bag os har vi Forum til Fremme af Social Debat der er den forening der udgiver Social Kritik, den varetages af en kompetent bestyrelse på seks personer der også arbejder helt frivilligt.
Men hvad er det så vi alle sammen vil med det? Hvorfor gør vi det? Hvorfor gider vi? Hvorfor viderefører vi arven? Hvad er det vi har på hjerte?
Hvor op-ad-bakke det end lyder er det selve kritikken vi har på hjerte. Og ja en kritisk position, som før i tiden blev betragtet som en naturlig og meget nødvendig del af en demokratisk proces, bliver ofte i dag afskrevet som moralisme eller som et arrogant og formynderisk fænomen – eller som en irriterende brokke-position der ikke fører nogle vegne. Men det er ikke den dynamik der egentlig og oprindeligt ligger i kritikken. Kritik fra (old)græsk betyder noget i retningen af på kyndig vis at skelne og bedømme. Det at skelne kræver viden, viden om hvad der skal skelnes imellem og det kræver analytisk sans. Kritik handler på den måde om at skille ad, kigge på noget, finde ud af hvad der er op og ned. At bedømme kræver så, at man må tage stilling og beslutte sig for hvad man skal mene når nu man kender flere facetter og det at tage stilling kræver ofte mod. En sådan proces, en sådan kritik betyder at de elementer og forhold, der hidtil har hørt sammen på tilsyneladende ‘selvfølgelige’ måder, bliver opløst. Og den opløsning indebærer en potentiel omvæltning. Fordi behovet for forandring bliver så tydeligt at det næsten, er umuligt at lade være med at gå i gang.
Kritikkens funktion og styrke er at den kan fungere som en slags ’social saks’, fordi når det umiddelbart ‘selvfølgelige’ skilles ad, når der skelnes, analyseres og tages stilling, så vil en kritisk erindring stå tilbage og være vidnesbyrd om, hvilke socioøkonomiske problemer, strukturelle forhold og politiske diskurser, der konstituerer og (re)producerer det sociale liv. Med andre ord handler kritikken ikke om at konkludere ’at det hele også er noget lort og dermed punktum’. Den handler ikke om formynderisme, den handler ikke om arrogance. Samfundsmæssigt set kan kritikken så også fungere som brandalarm for nutidens (og fremtidens) sociale, politiske og kulturelle situation. En alarm der går i gang ret ofte, ja det er ikke for at være en total lyseslukker, men der er overordentligt mange sociale forhold i Danmark hvor det virker som om den samfundsmæssige uanstændighed stadigvæk kan antage nye og hidtil usete dimensioner. Bedst som man troede ’at nu kan det da trods alt ikke blive værre’. Det er derfor Social Kritik bliver ved med at være Social Kritik, bliver ved med at tage ansvar for at vi som samfund skal ’skille ad’, ’sætte fokus på’ og opmuntre og engagere alle borgere til at tage stilling - vi behøver ikke være enige, men vi skal blive ved med at debattere og fastholde at det er nødvendigt at skelne.
Altså vi vil sådan set gerne være arbejdsløse, lukke og slukke, men først når ulighed, urimelighed, uretfærdighed ikke længere eksisterer. Det ser dog desværre ud til at der er lang vej endnu. Heldigvis så bor forestillingen om et andet og bedre alternativ også i kritikken. Kritikken orienterer sig netop mod de undertrykte, de forhindrede eller de ikke-endnu formulerede muligheder. Men de muligheder kan vi kun se hvis vi skelner, skiller ad og tager stilling.
Det er det vi har på hjerte.