Juni 2022
DEBAT: Ekstrem søvnmangel / Leverskade og hjerteproblemer / Social isolation / PTSD og svær skizofreni
af Bo Heide-Jochimsen & Anne-Sofie Maini-Thorsen (Projekt Udenfor)
Ovenstående er blot et udsnit af de alvorlige problematikker, som vi ser blandt mennesker, der lever i gadehjemløshed i Danmark. I Projekt Udenfor arbejder vi med dem, som, vi vurderer, har allermest brug for vores hjælp. Det er mennesker, der overlades til sig selv og deres elendighed på gaden og i samfundet. I de sidste 15 år har EU-borgere udgjort en stigende andel af målgruppen, og situationen er bekymrende.
Fordi de er EU-borgere, har de ret til at være her, men deres sociale rettigheder er bundet op på lovligt ophold, som kan være svært at dokumentere. I praksis får de derfor ingen hjælp fra det danske system.
EU-borgere på gaden
Omkring 2007 begyndte organisationer i København at observere betydeligt flere EU-borgere på gaden. Tendensen afspejlede udviklingen i andre europæiske lande, hvor man så et stigende antal hjemløse EU-migranter efter EU-udvidelserne mod øst i 2004 og 2007.
Det fik i 2007 den daværende velfærdsminister til at indskærpe over for den sociale sektor, at hjemløse udlændinge ikke måtte bo på danske herberger; fattige østeuropæere skulle ikke bruge Danmark som varmestue, lød udmeldingen. Det har i tiden efter været omstridt, hvorvidt EU-borgere har ret til at benytte offentligt finansierede tilbud som herberger og natcaféer – en rettighed, der blev slået fast i 2014. Udgangspunktet i flere politiske partier har dog været, at det ikke må blive for attraktivt for udenlandske borgere at leve i hjemløshed i Danmark.
Den tankegang er svær at følge, når man kender til gadehjemløshedens udtryk.
Forpint og på vej væk
For de EU-borgere, som ankommer til Danmark uden en bolig eller som havner på gaden senere, tårner problemerne sig hurtigt op. Deres situation forværres markant i takt med den tid, de tilbringer i hjemløshed. Livet på gaden er en belastning både fysisk og psykisk, og det skubber de hjemløse EU-borgere ud i en endnu mere marginaliseret og fastlåst situation.
De hjemløse EU-borgere, som vi møder i vores arbejde på gaden, kæmper med svær psykisk sygdom, social isolation, fysiske lidelser og et livstruende forbrug af alkohol og stoffer. For mange af dem er problemerne begyndt i hjemlandet, og de fortæller os bl.a. om en barndom på børnehjem, overgreb og svigt i opvæksten, krigstraumer og sorg. De er ikke rejst til Danmark for at udnytte det danske velfærdssamfund. Fælles for dem er, at de er på vej væk fra noget. De kunne lige så godt være fra Silkeborg, for historierne er de samme som dem vi hører fra danske borgere i gadehjemløshed, men de kommer fra Dresden, Warszawa, Lyon og Göteborg, og derfor får de ingen støtte.
Et absolut minimum af hjælp
Skiftende socialministre i Danmark har godt nok udtalt, at ingen mennesker skal være tvunget til at lægge sig til at sove udenfor om vinteren. Og den politiske løsning har gennem årene været at afsætte midler til midlertidige nødherberger i årets koldeste måneder.
Nødherbergerne, der må etableres på ny hvert år i november, tilbyder sengepladser på sovesale, varierer i kvalitet, og flere steder beror driften til dels på frivillig arbejdskraft.
De drives i bedste hensigt, men en madras på en sovesal om vinteren udgør ikke et tilstrækkeligt tilbud til mennesker i hjemløshed. Nødherbergerne tilbyder overnatning, så hjemløse EU-borgere ikke skal dø af kulde på gaden i Danmark. Deres rolle er at løse en akut opbevaringssituation og ikke det alvorlige samfundsproblem med social marginalisering og hjemløshed.
I stedet for en hjælpende hånd får hjemløse udlændinge den kolde skulder. Eller de bliver mødt med straf.
Kriminalisering af hjemløshed
Efter en ophedet, offentlig debat vedrørende tilstedeværelsen af udenlandske gademigranter i Danmark, ændrede regeringen i 2017 ordensbekendtgørelsen med indførelsen af en såkaldt ”lejrlov” og siden udvidelser af politiets beføjelser i den sammenhæng. Det betød, at politiet fik mulighed for at give en bødestraf på 1.000 kroner og et zoneforbud for en hel kommune til personer, der opholdt sig i det der blev betegnet som en utryghedsskabende lejr.
Lovgivningen er en de facto kriminalisering af gadehjemløshed. Den er målrettet strategier, som mennesker i gadehjemløshed tager i brug for at komme igennem natten på gaden. Projekt Udenfor har i flere år anbefalet mennesker i gadehjemløshed at overnatte flere sammen og på befærdede områder. For så er hjælpen ikke langt væk, hvis de bliver overfaldet, alvorligt nedkølede eller syge. Lovgivningen har imidlertid bevirket, at flere sover alene og på afsides steder. Andre undgår helt at lægge sig til at sove om natten.
Sammen med den skærpede straf for tiggeri (også i 2017) har lejrloven langt overvejende ramt hjemløse EU-borgere fra Østeuropa end danske statsborgere.
Et alvorligt sygdomsbillede tegner sig på gaden
Flere hjemløse EU-borgere oplever fysisk udmattelse på grund af mangel på hvile og søvn, fordi de ikke tør lægge sig til at sove om natten. For andre er frygten for at blive anholdt en kilde til stress, angst og panikanfald. Men gruppens helbred skal også ses i et større perspektiv. En nyere undersøgelse af sundhedstilstanden blandt hjemløse migranter i Danmark vidner om et bredt og alvorligt sygdomsbillede. Det hænger sammen med deres begrænsede rettigheder i Danmark.
Personer uden fast bopæl i Danmark har ifølge Sundhedsloven kun adgang til akut sundhedshjælp. Det betyder, at hjemløse EU-borgere eksempelvis ikke har adgang til kontrolbesøg hos en praktiserende læge eller udredning, opfølgning og ikke-akut behandling i det danske sundhedsvæsen. De bliver jævnligt udskrevet til gaden efter et somatisk eller psykiatrisk hospitalsforløb, og flere går rundt med ubehandlede sygdomme, som undertiden udvikler sig til smertefulde, akutte og behandlingskrævende situationer.
Frit fald i velfærdsstaten
De hjemløse EU-borgeres tilværelse på gaden i Danmark kan beskrives som værende i frit fald, fordi der ikke er noget system til at gribe dem. Den opgave er overladt private og frivillige organisationer, der sætter ind, hvor de kan, eller enkelte medarbejdere f.eks. i sundhedsvæsenet, der kæmper med systemet, som forhindrer dem i at gøre deres arbejde.
Den danske stat forholder sig til gruppen af hjemløse EU-borgere ved at gøre deres tilværelse i Danmark mere vanskelig, ved at fremmedgøre dem og ved besvare deres overlevelsesstrategier med straf. Men de kommer hverken ud af hjemløshed eller bliver færre af, at vi behandler dem dårligt.
Debatindlægget er en forkortet udgave af artiklen I frit fald – Social Kritik nr. 165 (for medlemmer og abonnenter)
Bo Heide-Jochimsen
Anne-Sofie Maini-Thorsen