Hvad skal vi bevare, når jobcentrene nedlægges?

januar 2023

DEBAT: Frihed til hvad?

af Merete Monrad, Lektor Aalborg Universitet, CUBB

Idebatten om jobcentrenes fremtid er der blevet talt meget om hvad der ikke virker i beskæftigelsesindsatsen. Men der er blevet talt meget lidt om, hvad der faktisk virker og hvad der får beskæftigelsesindsatsen til at virke, og det er synd, for det ved vi i forskningen faktisk meget om.

I Center for Udvikling af Borgerinddragende Beskæftigelsesindsatser (CUBB) har vi i en årrække samarbejdet med en række kommuner, som arbejder på at omstille beskæftigelsesindsatsen så den bliver mere meningsfuld for borgerne. Vi har talt med borgere, medarbejdere, ledere og virksomheder. Det har givet anledning til en række indsigter som har betydning i diskussionen af hvad der skal komme efter jobcentrene. I dette indlæg vil jeg bare pege på nogle få elementer ud fra vores forskning i, hvordan borgere med problemer ud over ledighed oplever beskæftigelsesindsatsen:

Mødet med beskæftigelsesindsatsen er forbundet med det man kalder administrative byrder. Man skal lære hvordan systemet fungerer, man skal leve op til krav og man oplever psykologiske konsekvenser i form af stigmatisering, manglende autonomi og uvished. At navigere i de mange og komplekse regler og muligheder der findes på social-, sundheds- og beskæftigelsesområdet kræver bureaukratisk kompetence. Bureaukratisk kompetence handler både om formelle kompetencer og uformelle kompetencer. Formelle kompetencer er bl.a. at kende regler, procedurer, rettigheder og pligter, at vide hvilke former for hjælp der er mulige, forstå det sprog der anvendes, være i stand til at levere dokumentation, vide hvordan man klager og hvad man kan klage over. Uformelle kompetencer handler bl.a. om at vide hvornår man skal insistere på at få hjælp, følge op, udtrykke behov klart, og hvordan man kan sætte egne grænser. De bureaukratiske kompetencer er ikke noget man som borger bare har. At opnå forståelse af systemet og dermed mulighed for at kunne navigere i det kræver systemvejledning. At man møder professionelle der er i stand til at forklare hvad der er muligt lige netop i ens specifikke situation. Det kræver medarbejdere med en høj faglighed og et bredt kendskab til det social- og sundhedsfaglige område.

Mange borgere oplever i mødet med beskæftigelsesindsatsen at blive presset til noget de ikke magter, eller at stå stille i hele og halve år uden at vide, hvordan de skal komme videre i deres liv. For at beskæftigelsesindsatsen er meningsfuld for borgerne ved vi fra forskningen at det er afgørende, at indsatsen er fokuseret på at skabe fremdrift, for borgerne er ofte i en uholdbar situation både økonomisk og socialt. De har brug for vished om deres fremtid og deres økonomi, og de har brug for hjælp til at håndtere de problemer de lever med. Det kræver en tro på borgerens kompetencer, at man støtter borgeren i at handle selv og at man er tilgængelig når borgeren har brug for hjælp. Men vi ved også fra forskningen, at det er afgørende at indsatsen tager hensyn til alt det borgeren ikke kan. At der er en respekt for, hvad borgerens funktionsnedsættelser eller sociale problemer betyder for livsførelsen. At en borger der har voldsom angst kan have svært ved at tage bussen. At en borger med misbrugsproblemer kan have en meget ustabil livssituation. Det betyder, at indsatsen bliver nødt til at tage afsæt i den livssituation borgeren er i, og understøtte borgerens livsmestring igennem individuelt tilrettelagte indsatser. Når det går dårligt i beskæftigelsesindsatsen betyder en manglende forståelse for de problemer borgeren kæmper med at der opstår mistro til borgeren og modvilje mod at lytte til borgerens behov.

Når beskæftigelsesindsatsen fungerer godt, så beskriver borgerne at de har indflydelse, at de oplever at indsatserne giver mening for dem, at der er sammenhæng i indsatserne på tværs, men også over tid så man har kontakt til de samme professionelle over længere tid. Når indsatserne fungerer godt, er de individuelt tilrettelagt ud fra et fagligt kendskab til de problemer borgeren lever med (fx misbrug, autisme, angst, PTSD). Og borgerne beskriver også, at der er fremdrift. Man bliver ikke parkeret på kontanthjælp men får hjælp til at komme nærmere arbejdsmarkedet eller en varig forsørgelse.

Inedlægningen af jobcentrene er der formuleret et krav om at spare tre milliarder. De besparelser jobcentrene allerede er pålagt som følge af Arnepensionen betyder, at mange indsatser til udsatte borgere bliver nedlagt. Når beskæftigelsesindsatsen nu står overfor et langt større sparekrav, er det vigtigt at være opmærksom på, at rigtig meget socialt og sundhedsfagligt arbejde med udsatte borgere er organiseret eller lagt ind i beskæftigelsesindsatsen. Barberer vi disse indsatser væk, står udsatte borgere med langt færre muligheder for hjælp. I mine interview hører jeg borgere fortælle om konkrete indsatser, der har været afgørende for deres forløb. For eksempel et kursus i smertehåndtering, der har gjort det lettere for dem at mestre et liv med kroniske smerter.

Beskæftigelsesindsatsen skal sættes fri, men det skal ikke bare være en negativ frihed fra krav, det skal også være en positiv frihed med muligheder for individuelt tilrettelagte indsatser der sikrer udsatte borgere støtte og en plads i fællesskabet – om det så er på eller uden for arbejdsmarkedet.