Karaktermord for åbent tæppe

september 2023

DEBAT: Kommentar til en debatartikel om Benny Lihme, børnesyn og Solhaven-sagen

af Knud Erik Pedersen

Benny Lihme // foto: Frank Sebastian Hansen

Det er umuligt at debattere, når der går år mellem divergerende indlæg, men nogle gange er markeringer nødvendige.

I 2021 udkom Social Kritik (nr. 162) med Benny Lihmes beretning om Solhaven-sagen, færdigredigeret efter hans død.

Sidste år bragte Social Kritik (nr. 165) så en kommentar, ”Børnesynet på anbringelsesområdet”, af: Ida Schwartz, Hanne Warming, Trine Nyby, Carsten Kirk Alstrup, David Pedersen, Anne Mette Friis, som reelt var et forsøg på karaktermord på Benny Lihme, der forsvarede opholdsstedet Solhaven i en sag, hvor Solhaven var anklaget, men som endte med frifindelse.

ndlægget i Social Kritik var en protest, bl.a. mod hvad forfatterne kalder Benny Lihmes børnesyn, selv om Benny Lihme i den social- og fagpolitiske offentlighed var kendt som en inkarneret forkæmper for børn og unges rettigheder.
Af personlige grunde har jeg ikke kunnet reagere tidligere på denne fejlinformerede nedgøring af en engageret stridsmand. Med den tid, der er gået, vil jeg ikke gå ind i en omfattende fejlretning, men blot fastslå nogle kendsgerninger.

Benny Lihme var gennem mere end 50 år en flittig, alsidig og respekteret aktør på anbringelsesområdet og i den socialpædagogiske og politiske virkeligheds håndtering af skæve eksistenser og marginaliserede mennesker, børn, unge og voksne. Altid historisk funderet og med blik for aktuelle udviklingstendenser. Hans ulønnede fuldtidsjob som skrivende redaktør, forlægger og kommentator i medierne blev suppleret med en omfattende virksomhed som underviser, oplægsholder og konferencier i foreninger især på det socialpsykiatriske område. Hans lærebog ”Socialpædagogik for børn og unge” (1988) blev en udbredt klassiker. Dens stadig aktuelle undertitel lød ”- et debatoplæg med særligt henblik på døgninstitutionen”.
At forfatterne affærdiger Benny Lihme som en ”mørkemand”, der forsimpler forståelsen af dilemmaer og etisk-faglige udfordringer på Børnesagens felt, er misvisende og groft provokerende for èn, der som jeg, har haft løbende faglig kontakt med Benny Lihme gennem et halvt århundrede.

Det er er eksempelvis direkte forkert, at Benny Lihme skulle have forsvaret Fulton-skipperens voldelige metoder, og ligeledes at han har henvist til ”kaldet” som drivkraft i Solhavens socialpædagogiske indsatser.
Forfatterne hævder også, at Solhaven mangler refleksioner over institutionens praksis omkring fysisk magtanvendelse, men fortier, at Solhaven netop betragtede magtanvendelse som sidste nødløsning og konsekvent afviste det som pædagogisk middel.
Aldrig har Benny Lihme reduceret unge anbragte kriminelle til objekter for omgivelsernes indgreb. Altid og også i beretningen om Solhaven og medierne har Benny Lihme forfulgt en forståelse og respekt for de unge som subjekter i deres liv og under ansvar i forhold til deres omgivelser. At de ikke skulle have krav på at få deres stemme hørt og respekteret, har aldrig i livet været Bennys synspunkt. Tvært imod!
Jeg har naturligvis været indlægget grundigt igennem. Jeg kan påvise fordrejningerne og stiller gerne en detaljeret, dokumenterende tekst til rådighed for interesserede.

Knud Erik Pedersen er tidl. klinikchef, viceforstander på behandlingshjem, projektleder og lærer på socialpædagogseminarier, proceskonsulent i Socialstyrelsen m.m. Tidligere medlem af Social Kritiks referencegruppe og forfatter til bl.a. Problembørn i kemiske håndjern – forståelse og behandling af ”hyperaktive” børn, Soc. Pol. 1984 Drop Afmagten, Skab Kontakten. Om projektorienteret arbejde med ”usædvanlige” unge, Socialministeriet, 1999