DEBAT: Impact-washing, målstyring og andre udfordringer
af Steffen Rasmussen
Jeg blev enormt glad, da jeg for nogle få år siden, en sen aften, fik et opkald fra Aarhus Kommunes økonomidirektør. Et utroligt venligt menneske ringede og meddelte, at et byrådsforslag fra SF i Aarhus var blevet vedtaget. Byrådet havde nu fået et betydeligt beløb til rådighed, der skulle investeres i sociale effektinvesteringer. Han spurgte, om jeg ville være med i bestyrelsen, hvor vi, sammen med et dygtigt sekretariat, skulle forvalte midlerne og investere dem i sociale formål.
Vores mål var at sikre vellykkede sociale initiativer, der kunne hjælpe de mest sårbare samtidig med, at vi, ved at realisere besparelser gennem disse sociale effektinvesteringer, kunne generere økonomisk afkast til fonden. Det ville jo så give os mulighed for fortsat at investere mange år frem i tiden.
Nå, det er sociale effektinvesteringer, meget kort fortalt til den udenforstående. Selvfølgelig takkede jeg ja til muligheden, som jeg den dag i dag er meget taknemmelig for, at jeg fik. Det var på alle måder en fornøjelse at være en del af det, og ikke mindst fordi samarbejdet var så godt. Jeg måtte desværre forlade rådet, da jeg blev tilbudt en plads i Lind Foundation og ikke kunne have begge hverv samtidig.
Siden da er sociale effektinvesteringer vokset støt i hele landet. Flere kommuner har fulgt efter, og senest har en bred politisk aftale sikret yderligere midler til den sociale investeringsfond. Hele 3,5 mio. kr. i 2025, 11,4 mio. kr. i 2026 og 8,1 mio. kr. i 2027 er blevet afsat.
– jeg kan sige meget godt om sociale effektinvesteringer. Alligevel kan jeg ikke lade være med også at få lidt uro i maven af og til
Et af de mest betydningsfulde effektinvesteringer, som jeg har været involveret i, nemlig “Ung i fokus,” hvor vi i Aarhus Kommune har reduceret antallet af sager blandt de medarbejdere, der arbejder med de mest udsatte unge, blev udviklet på denne måde. Så jeg er ikke blind for de enorme muligheder, sociale effektinvesteringer kan skabe. Jeg kunne nemt fremhæve de positive aspekter ved sociale effektinvesteringer, men min oplevelse er også, at tendensen i “branchen” er at tale meget højt og hurtigt om, hvor fantastisk det er – uden også at være helt åben og transparent omkring faldgruberne.
Så, jeg kan sige meget godt om sociale effektinvesteringer. Alligevel kan jeg ikke lade være med også at få lidt uro i maven af og til:
Farerne lurer lige om hjørnet – de tre største risici
Jeg har netop selv siddet med i flere af møderne, og jeg følger udviklingen på området tæt. Derfor må jeg også erkende, at der er en række udfordringer, som vi undlader at tale åbent og ærligt om. Derved går vi glip af muligheden for at identificere og håndtere mulige udfordringer i god tid.
I mine øjne er der en reel risiko for, at vi er ved at bygge noget med gode intentioner og muligheder, der i fremtiden kan udvikle sig til et regulært “monster”. Som med så mange andre ting, f.eks. magt, kunstig intelligens, sociale medier og politik, er det afgørende at anerkende farerne fra begyndelsen og etablere rammer og mekanismer for at forhindre “korruptionen” af det gode, vi skaber.
Der er tre åbenlyse udfordringer, som jeg undrer mig over, at vi ikke taler højere om:
Der er meget lidt økonomisk afkast i indsatser for de mest udsatte mennesker. Dette indebærer, at i takt med at sociale effektinvesteringer over årene gradvist erstatter traditionel velgørende fondsuddeling, vil projekter, der ikke direkte flytter mennesker fra offentlig forsørgelse til uddannelse eller beskæftigelse, skulle kæmpe mere for at tiltrække støtte og investeringer, da de ikke genererer betydelige økonomiske afkast.
Mange støttede projekter har konkrete mål, der afgør deres fortsatte støtte og effektinvesteringer. Når et projekt er i fare for ikke at opnå disse mål, kan projektledere og organisationer være tilbøjelige til at presse borgere og personale unødigt hårdt for at opnå målene. Faktisk kræver det et meget stærkt forankret værdisæt og moralsk kompas, ikke at gøre det ubevidst. Helt konkret kan et projekt have en målsætning, der skal opfyldes om at få x antal i job eller uddannelse inden for en periode. Hvad sker der, hvis man ved periodens udløb er forholdsvist tæt på målet, men godt ved, at man ikke når det, medmindre man presser nogle borgere uhensigtsmæssigt?
Impact-washing. Nogle organisationer kan hævde at opfylde bestemte sociale mål for at tiltrække eller opretholde investeringer, men i virkeligheden kan de måske ikke løfte opgaven til fulde, og måske er nogen mere fokuserede på at sikre lønnen end missionen.
De andre risici
Overskriften for de tre ovenstående kan vi kalde en form for indbygget mulighed for social-impact-limits. Herudover kan der opstå problemer med:
Uforenelighed mellem sociale og økonomiske mål: Der kan opstå konflikter mellem at opnå økonomisk gevinst og samtidig maksimere sociale resultater, hvilket kan skabe dilemmaer for investorer og projektindehavere.
Dobbelt bundlinje vs. bundlinje: Investorer kan stå over for et dilemma mellem at forfølge økonomisk profit (bundlinje) og sociale resultater (dobbelt bundlinje), hvilket kan skabe et etisk og strategisk spændingsfelt.
Eksponering for makroøkonomiske faktorer: Sociale effektinvesteringer er ikke immune over for globale økonomiske påvirkninger, og økonomiske kriser kan påvirke projektets bæredygtighed.
Langsigtede afkast: Mange sociale effektinvesteringer kræver en længere tidshorisont for at opnå de ønskede sociale resultater, hvilket kan udfordre investorer, der søger hurtige afkast. Dermed vil eksempelvis uddannelse, projekter for udsatte børn og andre være uinteressante.
Nødvendig impact-washing
Lad mig være ærlig: Impact-washing finder allerede sted på mange niveauer. Fondene er konstant på udkig efter innovative projekter, så allerede nu er der foreninger og organisationer landet over, der praktiserer impact-washing i en eller anden grad. Med sociale effektinvesteringer vil denne tendens formentlig kun blive forstærket. Dette kan inkludere:
Overdrivelse af indvirkning: Organisationer kan markedsføre deres sociale projekter som mere effektive, end de faktisk er, ved at overdrive resultaterne eller anvende tvivlsomme målemetoder, hvilket kan give en skæv opfattelse af projektets reelle indvirkning.
Manglende gennemsigtighed: Organisationer kan undlade at give tilstrækkelig gennemsigtighed om, hvordan de bruger midler og måler indvirkning, hvilket gør det svært for investorer og interessenter at vurdere deres indsats nøjagtigt.
Manglende engagement i kerneaktiviteter: Nogle organisationer hævder, at de forfølger sociale formål, men i virkeligheden udgør de sociale aktiviteter kun en lille del af deres samlede aktiviteter. De kan bruge social ansvarlighed som et markedsføringsstunt uden reel forpligtelse til at gøre en forskel.
Mangel på kontrol og opfølgning: Investorer og interessenter kan opleve, at organisationer ikke tager tilstrækkeligt ansvar for at kontrollere og følge op på deres sociale mål, hvilket resulterer i, at indvirkningen ikke er bæredygtig eller meningsfuld.
Når jeg deltager i begivenheder og følger forskellige parter på sociale medier, bemærker jeg, at der er en ensrettet begejstring for sociale effektinvesteringer. Selvom det er positivt at anerkende de gode muligheder, der findes på dette område, er det også decideret uansvarligt, hvis vi ikke adresserer potentielle udfordringer, problemer og forhindringer mere aktivt, både i og uden for de lukkede mødelokaler.
For hvordan undgår vi, at projekter bliver presset til at opnå resultater for enhver pris? Hvordan sikrer vi, at projekter med lavt afkast eller langsigtet indvirkning ikke bliver overset i den sociale effekt-investeringstrend?
Hvordan kan vi sørge for, at projektledere kan være ærlige omkring udfordringer uden at miste midler?
Og hvordan undgår vi at skabe et ekkokammer, hvor alle roser sociale effektinvesteringer uden at sikre, at det gode udvikler sig til noget bæredygtigt?
Steffen Rasmussen har udgivet bøgerne Jobcenterkrisen, Fremtidens Kontanthjælp og Motiveret Beskæftigelse.
Steffen Rasmussen
Indehaver af Center For Social Nytænkning og stifter af den prisvindende organisation Fundamentet
En reaktion
(ledende partner for sociale effektinvesteringer i Den Sociale Kapitalfond Effekt)
Sociale effektinvesteringer er en mulighed for at udstille monstrene i det nuværende velfærdssystem:
Monstre trives godt i uvisheden og mørke – og derfor hilser jeg Steffen Rasmussens indlæg: ”Sociale effektinvesteringer – mulighed eller muligt monster?” utrolig velkommen, da en åben, ærlig og konstruktiv dialog kun kan gavne udviklingen af sociale effektinvesteringer – og i mit perspektiv vigtigst af alt sikre, at vi ikke dræber mulighederne fordi vi er bekymrede for et muligt monster.
Jeg har kun mødt Steffen nogle få gange, men jeg har en utrolig respekt for ham og det arbejde, som han har lavet. Derfor har det også været vigtigt for mig at både lytte og reflektere over de bekymringer og risici, som Steffen rejser.
Samtidig er det tydeligt, at Steffens mission med indlægget ikke er at slå sociale effektinvesteringer ihjel, da han tydeligvis forstår potentialerne, men nærmere at være den person, som tør rejse bekymringen om faldgruberne eller risiciene ved sociale effektinvesteringer.
Grundlæggende føler jeg dog, at en del af de faldgruber, som Steffen nævner, ikke er egentlig faldgruber, som relaterer sig til sociale effektinvesteringer, men nærmere faldgruber, som allerede er indbygget i vores velfærdssystem i dag – og som sociale effektinvesteringer muligvis kan bidrage til at undgå.
Det er endvidere vigtigt for mig tidligt at gøre det helt klart, at jeg har en stor personlig og faglig interesse i at argumentere for, at vi ikke bør være så bekymrede for sociale effektinvesteringer, da jeg lever af at investere via dem.
Jeg mener heldigvis dog heldigvis også, at jeg samtidig har et meget kvalificeret og stærkt grundlag for at kunne kommentere på Steffens indlæg, herunder forhåbentlig gøre Steffen mindre bekymret. Jeg har bl.a. lavet analysen og en del af det forberedende arbejde for etableringen af Den Sociale Investeringsfond, hvor jeg nu sidder i det rådgivende udvalg, jeg har rådgivet Aarhus Kommune i forbindelse med etableringen af deres egen investeringsfond og sidst men ikke mindst har jeg nu i mere end fem år arbejdet med sociale effektinvesteringer i Den Sociale Kapitalfond. I juni 2021 etablerede vi Skandinaviens første kommercielle fond for sociale effektinvesteringer på DKK 95 mio., hvoraf nogle af investorerne bl.a. er EIFO (tidl. Vækstfonden), PKA, Arbejdernes Landsbank og Lind Foundation, som Steffen sidder i bestyrelsen hos.
Vi har foretaget 14 sociale effektinvesteringer i 13 kommuner. Det har betydet, at mere end 1.400 mennesker har fået en skræddersyet indsats, som har medført at en stor del af disse borgere er kommet i beskæftigelse, imens endnu flere er kommet tættere på arbejdsmarkedet. Mange af disse mennesker er og har været virkelig udsatte, hvilket bl.a. er tydeligt jf. Villy Søvndal, udvalgsformand for Social & Arbejdsmarked i Kolding Kommune, udtalelse i forbindelse med vores investering og partnerskab i Kolding Kommune:
”De her mennesker kan være udfordrede af mange ting. Det kan være, man er vokset op i den familie, hvor der ikke er tradition for at have arbejde – eller det kan være psykiske belastninger, fysiske udfordringer, begyndende eller varige misbrugsproblemer, manglende netværk som enlig forsørger ved f.eks. syge børn og generelt alt for mange nederlag. Derfor er der behov for at se på andre tilgange og andre løsninger, hvis vi skal lykkes i højere grad end vi gør nu.”
Og jeg synes, at Villy Søvndal netop rammer hovedet på sømmet i forhold til, hvorfor vi bør sikre, at sociale effektinvesteringer kan vokse frem, som et muligt værktøj i den danske velfærdsværktøjskasse. Sociale effektinvesteringer kan nemlig bidrage til at sikre den nødvendige kapital til at afprøve andre tilgange og andre løsninger, hvilket er nødvendigt hvis vi skal lykkes i højere grad end vi gør i dag. Og at det er en nødvendighed – både menneskeligt og økonomisk – kan vel de færreste være uenige i?
Da dette er en direkte kommentar til Steffens indlæg har jeg tilladt mig at kommentere på alle de risici og faldgruber, som listes en ad gangen – selvom det givetvis kan udfordre de læsere, som er overlevet hertil:
• Risiko nr. 1: ”Der er meget lidt økonomisk afkast i indsatser for de mest udsatte mennesker.”
o Det er korrekt, men det gør ikke, at det fortsat ikke kan være relevant at investere i disse mennesker. Det kræver bare en væsentlig længere tidshorisont. Længere tidshorisonter er der i den grad behov for i det eksisterende system, hvor det til tider kan opleves som om, at man forsøger at løse alle udfordringer på 13 uger. Og hvis ikke det lykkedes, så med 13 uger mere. Alle vores investeringer har en tidshorisont på mindst to år – både fordi det er med til at sikre, at vi faktisk løser de sociale udfordringer på langt sigt, men også for at sikre den nødvendige økonomi til at skabe en attraktiv investering for alle parter.
o Desuden ser jeg på ingen måde risikoen for, at de velgørende og uddelende fonde vil stoppe deres nuværende projekter. Jeg håber bare, at disse fonde fra start af tænker i forankring og skalering, da vi ser, at alt for mange gode projekter og organisationer dør, når fondenes bevilling løber ud fordi, at fx en kommune ikke pludselig ønsker eller har ressourcer til at betale for en indsats, som de i en årrække har fået væsentlig billigere eller helt gratis fordi, der har været en fondsbevilling til at dække organisationens omkostninger. At disse organisationer så dør en langsom og pinefuld død er virkelig spild af samfundets ressourcer.
• Risiko 2: ”Borgere risikerer at blive presset for at de sociale og finansielle mål kan opnås”
o Vores finansielle mål og resultat er fuldstændig korrelerede med, at vi også skaber de ønskede og forventede sociale resultater, hvorfor denne bekymring teoretisk er helt reel. Vi er dog 100% fokuserede på, at ingen borgere skal føle sig presset i vores investeringer. Det er der selvfølgelig mange grunde til. For det første, så tror vi på, at en langvarig og tillidsfuld relation er det allervigtigste for at kunne skabe bedre liv og fx hjælpe et givent menneske til at blive selvforsørgende. Hvis de mennesker, som vi investerer i oplever at blive presset, så forsvinder alt tillid og vores mulighed for at skabe de sociale effekter fordufter ligeledes, hvilket igen betyder, at vi taber penge.
o For det andet, så fungerer alle vores investeringer således, at vi får betaling for den langsigtede effekt, hvilket gør, at vi altid finder den rette langsigtede løsning for det menneske, som vi forsøger at hjælpe, da det både moralsk, etisk og finansielt ville være forkert at gøre andet.
o For det tredje, så er vi mere bekymrede for de omdømmemæssige risici, som følge af klager eller at historier om at være blevet presset, end at tabe penge i en given investering, da det første formentlig dræber vores model og forretning i langt højere grad end det andet.
• Risiko 3: ”Impact-washing og snyd med de sociale effekter”
o Igen en risiko og potentiel adfærd, som er til stede i dag. Sociale effektinvesteringer løser faktisk den udfordring, da vi måler på den langsigtede effekt og desuden kombinerer de målinger med løbende målinger af livstilfredshed og generel tilfredshed med indsatsen. Vi bliver betalt af vores investorer for at lave grundige og dybdegående analyser førend vi laver en investering og derfor ville vi altid opdage, hvis en given organisation forsøgte at pynte på deres effekter. Desuden tænker jeg, at personer og organisationer, der handler ud fra et så amoralsk og uetisk kompas hurtigt, vil blive opdaget.
• Risiko 4: ” Uforenelighed mellem sociale og økonomiske mål”
o Vi forsøger efter bedste evne at sikre mekanismer, der gør, at de sociale ønskede effekter og resultatbetalingen, der sikrer de finansielle mål er 100% korrelerede. Vi kan altså ikke skabe et finansielt afkast uden at indfri de sociale mål. Det er dog vigtigt at vi holder os for øje, hvorvidt en social effekt, som papiret ligner en god effekt for et givent menneske faktisk fører til, at det menneske får et bedre liv. Et eksempel kunne være på hjemløseområdet, hvor visse hjemløse i en kortere eller længere periode kan opleve en reduceret livskvalitet efter at være hjulpet ud af hjemløshed, da de fx bliver mere ensomme og socialt isolerede.
• Risiko 5: ” Dobbelt bundlinje vs. bundlinje”
o Igen er vores investeringer konstrueret således, at de to bundlinjer går hånd-i-hånd. Er man i tvivl i fx en kommune om en given investor faktisk reelt set går op i at skabe en langsigtet social effekt, så gør man klogt i at vælge en anden investor. Jeg føler mig overbevist om at både Den Sociale Investeringsfond og Den Sociale Kapitalfond Effekt begge er optaget af de to bundlinjer.
• Risiko 6: ”Sociale effektinvesteringer er ikke immune over for globale økonomiske påvirkninger”
o Det er korrekt, men en risiko, der går begge veje. Hvis konjunkturerne vender, kan det være en udfordring for investor eller potentielt omvendt for en kommune. Flere af vores investeringer har tilmed mekanismer, der forsøger at tage højde for fx udviklingen i landsgennemsnittet for at skabe en så fair og retvisende betalingsmekanisme, som overhovedet muligt. Det interessante er dog, at vi har en teori om, at vores investeringer er mindre påvirkede af globale økonomiske påvirkninger end stort set alle andre investeringsmuligheder som fx et pensionsselskab kan have.
• Risiko 7: ” Sociale effektinvesteringer kan udfordre investorer, der søger hurtige afkast”
o Alle vores investorer ønsker at gøre en reel forskel med deres kapital og være med til at sikre en mere bæredygtig udvikling af vores velfærdssamfund. De har investeret hos os i forventningen om at kunne få et socialt og finansielt afkast. Hvis de blot ønskede et hurtigt afkast, så havde de formentlig valgt en anden investeringsmulighed.
I forhold til den afsluttende del om impact-washing og at sociale effektinvesteringer vil styrke den bevægelse, så kan jeg kun se en teoretisk kortsigtet risiko, da sociale effektinvesteringer vil kræve, at alle organisationer er mere transparente og åbne om deres effekter og data. At det så også omvendt kan medføre nogle større omkostninger til dataindsamling mv., er vigtigt at holde sig for øje. Set fra et samfundsperspektiv vil dog være positivt, da vi formentlig kan bruge samfundets ressourcer mere effektiv, hvis vi havde bedre og mere robuste data.
Sociale effektinvesteringer kræver en transparant og åben dokumentation af effekterne. Uden det, så kan vi ikke få en resultatbetaling fra kommunerne og så taber vi vores penge. Vores eksistensberettigelse består derfor bl.a. af, at vi kan sikre den nødvendige dokumentation af, at vores investeringer rent faktisk skaber langsigtede og bæredygtige effekter – både i form af sociale og menneskelige effekter, men ligeledes de økonomiske effekter for alle parter.
Derfor er vi som udgangspunkt kun interesseret i effekterne og ikke i samme grad de aktiviteter, som skaber dem. Vi ønsker nemlig, at de mennesker, som giver en given indsats til en borger, har de handlemuligheder og faglige frihed til at gøre lige netop den indsats, som den givne borger har brug for.
Jeg håber, at dette indlæg har gjort bekymringen om et monster mindre – ligesom jeg, at jeg håber flere vil rejse de bekymringer de kan have om sociale effektinvesteringer, så vi faktisk kan have en åben, ærlig og tillidsfuld dialog om dem.
En reaktion
(ledende partner for sociale effektinvesteringer i Den Sociale Kapitalfond Effekt)
Sociale effektinvesteringer er en mulighed for at udstille monstrene i det nuværende velfærdssystem:
Monstre trives godt i uvisheden og mørke – og derfor hilser jeg Steffen Rasmussens indlæg: ”Sociale effektinvesteringer – mulighed eller muligt monster?” utrolig velkommen, da en åben, ærlig og konstruktiv dialog kun kan gavne udviklingen af sociale effektinvesteringer – og i mit perspektiv vigtigst af alt sikre, at vi ikke dræber mulighederne fordi vi er bekymrede for et muligt monster.
Jeg har kun mødt Steffen nogle få gange, men jeg har en utrolig respekt for ham og det arbejde, som han har lavet. Derfor har det også været vigtigt for mig at både lytte og reflektere over de bekymringer og risici, som Steffen rejser.
Samtidig er det tydeligt, at Steffens mission med indlægget ikke er at slå sociale effektinvesteringer ihjel, da han tydeligvis forstår potentialerne, men nærmere at være den person, som tør rejse bekymringen om faldgruberne eller risiciene ved sociale effektinvesteringer.
Grundlæggende føler jeg dog, at en del af de faldgruber, som Steffen nævner, ikke er egentlig faldgruber, som relaterer sig til sociale effektinvesteringer, men nærmere faldgruber, som allerede er indbygget i vores velfærdssystem i dag – og som sociale effektinvesteringer muligvis kan bidrage til at undgå.
Det er endvidere vigtigt for mig tidligt at gøre det helt klart, at jeg har en stor personlig og faglig interesse i at argumentere for, at vi ikke bør være så bekymrede for sociale effektinvesteringer, da jeg lever af at investere via dem.
Jeg mener heldigvis dog heldigvis også, at jeg samtidig har et meget kvalificeret og stærkt grundlag for at kunne kommentere på Steffens indlæg, herunder forhåbentlig gøre Steffen mindre bekymret. Jeg har bl.a. lavet analysen og en del af det forberedende arbejde for etableringen af Den Sociale Investeringsfond, hvor jeg nu sidder i det rådgivende udvalg, jeg har rådgivet Aarhus Kommune i forbindelse med etableringen af deres egen investeringsfond og sidst men ikke mindst har jeg nu i mere end fem år arbejdet med sociale effektinvesteringer i Den Sociale Kapitalfond. I juni 2021 etablerede vi Skandinaviens første kommercielle fond for sociale effektinvesteringer på DKK 95 mio., hvoraf nogle af investorerne bl.a. er EIFO (tidl. Vækstfonden), PKA, Arbejdernes Landsbank og Lind Foundation, som Steffen sidder i bestyrelsen hos.
Vi har foretaget 14 sociale effektinvesteringer i 13 kommuner. Det har betydet, at mere end 1.400 mennesker har fået en skræddersyet indsats, som har medført at en stor del af disse borgere er kommet i beskæftigelse, imens endnu flere er kommet tættere på arbejdsmarkedet. Mange af disse mennesker er og har været virkelig udsatte, hvilket bl.a. er tydeligt jf. Villy Søvndal, udvalgsformand for Social & Arbejdsmarked i Kolding Kommune, udtalelse i forbindelse med vores investering og partnerskab i Kolding Kommune:
”De her mennesker kan være udfordrede af mange ting. Det kan være, man er vokset op i den familie, hvor der ikke er tradition for at have arbejde – eller det kan være psykiske belastninger, fysiske udfordringer, begyndende eller varige misbrugsproblemer, manglende netværk som enlig forsørger ved f.eks. syge børn og generelt alt for mange nederlag. Derfor er der behov for at se på andre tilgange og andre løsninger, hvis vi skal lykkes i højere grad end vi gør nu.”
Og jeg synes, at Villy Søvndal netop rammer hovedet på sømmet i forhold til, hvorfor vi bør sikre, at sociale effektinvesteringer kan vokse frem, som et muligt værktøj i den danske velfærdsværktøjskasse. Sociale effektinvesteringer kan nemlig bidrage til at sikre den nødvendige kapital til at afprøve andre tilgange og andre løsninger, hvilket er nødvendigt hvis vi skal lykkes i højere grad end vi gør i dag. Og at det er en nødvendighed – både menneskeligt og økonomisk – kan vel de færreste være uenige i?
Da dette er en direkte kommentar til Steffens indlæg har jeg tilladt mig at kommentere på alle de risici og faldgruber, som listes en ad gangen – selvom det givetvis kan udfordre de læsere, som er overlevet hertil:
• Risiko nr. 1: ”Der er meget lidt økonomisk afkast i indsatser for de mest udsatte mennesker.”
o Det er korrekt, men det gør ikke, at det fortsat ikke kan være relevant at investere i disse mennesker. Det kræver bare en væsentlig længere tidshorisont. Længere tidshorisonter er der i den grad behov for i det eksisterende system, hvor det til tider kan opleves som om, at man forsøger at løse alle udfordringer på 13 uger. Og hvis ikke det lykkedes, så med 13 uger mere. Alle vores investeringer har en tidshorisont på mindst to år – både fordi det er med til at sikre, at vi faktisk løser de sociale udfordringer på langt sigt, men også for at sikre den nødvendige økonomi til at skabe en attraktiv investering for alle parter.
o Desuden ser jeg på ingen måde risikoen for, at de velgørende og uddelende fonde vil stoppe deres nuværende projekter. Jeg håber bare, at disse fonde fra start af tænker i forankring og skalering, da vi ser, at alt for mange gode projekter og organisationer dør, når fondenes bevilling løber ud fordi, at fx en kommune ikke pludselig ønsker eller har ressourcer til at betale for en indsats, som de i en årrække har fået væsentlig billigere eller helt gratis fordi, der har været en fondsbevilling til at dække organisationens omkostninger. At disse organisationer så dør en langsom og pinefuld død er virkelig spild af samfundets ressourcer.
• Risiko 2: ”Borgere risikerer at blive presset for at de sociale og finansielle mål kan opnås”
o Vores finansielle mål og resultat er fuldstændig korrelerede med, at vi også skaber de ønskede og forventede sociale resultater, hvorfor denne bekymring teoretisk er helt reel. Vi er dog 100% fokuserede på, at ingen borgere skal føle sig presset i vores investeringer. Det er der selvfølgelig mange grunde til. For det første, så tror vi på, at en langvarig og tillidsfuld relation er det allervigtigste for at kunne skabe bedre liv og fx hjælpe et givent menneske til at blive selvforsørgende. Hvis de mennesker, som vi investerer i oplever at blive presset, så forsvinder alt tillid og vores mulighed for at skabe de sociale effekter fordufter ligeledes, hvilket igen betyder, at vi taber penge.
o For det andet, så fungerer alle vores investeringer således, at vi får betaling for den langsigtede effekt, hvilket gør, at vi altid finder den rette langsigtede løsning for det menneske, som vi forsøger at hjælpe, da det både moralsk, etisk og finansielt ville være forkert at gøre andet.
o For det tredje, så er vi mere bekymrede for de omdømmemæssige risici, som følge af klager eller at historier om at være blevet presset, end at tabe penge i en given investering, da det første formentlig dræber vores model og forretning i langt højere grad end det andet.
• Risiko 3: ”Impact-washing og snyd med de sociale effekter”
o Igen en risiko og potentiel adfærd, som er til stede i dag. Sociale effektinvesteringer løser faktisk den udfordring, da vi måler på den langsigtede effekt og desuden kombinerer de målinger med løbende målinger af livstilfredshed og generel tilfredshed med indsatsen. Vi bliver betalt af vores investorer for at lave grundige og dybdegående analyser førend vi laver en investering og derfor ville vi altid opdage, hvis en given organisation forsøgte at pynte på deres effekter. Desuden tænker jeg, at personer og organisationer, der handler ud fra et så amoralsk og uetisk kompas hurtigt, vil blive opdaget.
• Risiko 4: ” Uforenelighed mellem sociale og økonomiske mål”
o Vi forsøger efter bedste evne at sikre mekanismer, der gør, at de sociale ønskede effekter og resultatbetalingen, der sikrer de finansielle mål er 100% korrelerede. Vi kan altså ikke skabe et finansielt afkast uden at indfri de sociale mål. Det er dog vigtigt at vi holder os for øje, hvorvidt en social effekt, som papiret ligner en god effekt for et givent menneske faktisk fører til, at det menneske får et bedre liv. Et eksempel kunne være på hjemløseområdet, hvor visse hjemløse i en kortere eller længere periode kan opleve en reduceret livskvalitet efter at være hjulpet ud af hjemløshed, da de fx bliver mere ensomme og socialt isolerede.
• Risiko 5: ” Dobbelt bundlinje vs. bundlinje”
o Igen er vores investeringer konstrueret således, at de to bundlinjer går hånd-i-hånd. Er man i tvivl i fx en kommune om en given investor faktisk reelt set går op i at skabe en langsigtet social effekt, så gør man klogt i at vælge en anden investor. Jeg føler mig overbevist om at både Den Sociale Investeringsfond og Den Sociale Kapitalfond Effekt begge er optaget af de to bundlinjer.
• Risiko 6: ”Sociale effektinvesteringer er ikke immune over for globale økonomiske påvirkninger”
o Det er korrekt, men en risiko, der går begge veje. Hvis konjunkturerne vender, kan det være en udfordring for investor eller potentielt omvendt for en kommune. Flere af vores investeringer har tilmed mekanismer, der forsøger at tage højde for fx udviklingen i landsgennemsnittet for at skabe en så fair og retvisende betalingsmekanisme, som overhovedet muligt. Det interessante er dog, at vi har en teori om, at vores investeringer er mindre påvirkede af globale økonomiske påvirkninger end stort set alle andre investeringsmuligheder som fx et pensionsselskab kan have.
• Risiko 7: ” Sociale effektinvesteringer kan udfordre investorer, der søger hurtige afkast”
o Alle vores investorer ønsker at gøre en reel forskel med deres kapital og være med til at sikre en mere bæredygtig udvikling af vores velfærdssamfund. De har investeret hos os i forventningen om at kunne få et socialt og finansielt afkast. Hvis de blot ønskede et hurtigt afkast, så havde de formentlig valgt en anden investeringsmulighed.
I forhold til den afsluttende del om impact-washing og at sociale effektinvesteringer vil styrke den bevægelse, så kan jeg kun se en teoretisk kortsigtet risiko, da sociale effektinvesteringer vil kræve, at alle organisationer er mere transparente og åbne om deres effekter og data. At det så også omvendt kan medføre nogle større omkostninger til dataindsamling mv., er vigtigt at holde sig for øje. Set fra et samfundsperspektiv vil dog være positivt, da vi formentlig kan bruge samfundets ressourcer mere effektiv, hvis vi havde bedre og mere robuste data.
Sociale effektinvesteringer kræver en transparant og åben dokumentation af effekterne. Uden det, så kan vi ikke få en resultatbetaling fra kommunerne og så taber vi vores penge. Vores eksistensberettigelse består derfor bl.a. af, at vi kan sikre den nødvendige dokumentation af, at vores investeringer rent faktisk skaber langsigtede og bæredygtige effekter – både i form af sociale og menneskelige effekter, men ligeledes de økonomiske effekter for alle parter.
Derfor er vi som udgangspunkt kun interesseret i effekterne og ikke i samme grad de aktiviteter, som skaber dem. Vi ønsker nemlig, at de mennesker, som giver en given indsats til en borger, har de handlemuligheder og faglige frihed til at gøre lige netop den indsats, som den givne borger har brug for.
Jeg håber, at dette indlæg har gjort bekymringen om et monster mindre – ligesom jeg, at jeg håber flere vil rejse de bekymringer de kan have om sociale effektinvesteringer, så vi faktisk kan have en åben, ærlig og tillidsfuld dialog om dem.