På den ene side er det overhovedet ikke bæredygtig at køre et tidsskrift som Social Kritik. Ressourcemæssigt går det ikke helt op, både redaktion og bestyrelse arbejder fuldstændig frivilligt, der er meget arbejde i det, det tærer på kræfterne omring hver udgivelse og på en eller anden måde er det en evig dårlig samvittighed for os alle sammen; man burde gøre mere, hurtigere og være mere tjekket. Økonomien starter ved hvert årsskifte med knaldrøde tal og streger over det hele og bekymringen buldrer: nu er det sidste år det går og så er det slut, nu går det ikke længere. På den anden side så slutter vi hvert år med at tænke, så gjorde vi det sgu igen! Social Kritik lever stadig og er stadig i toppen. I bedste ’totalteater-stil’ kører vi Social Kritik; op og ned ad bakke og altid helt til kanten. På den måde overlever Social Kritik ikke bare, det brænder igennem, går forrest, holder fast, lader sig ikke skubbe ud af kurs. Vi fastholder rollen og udvikler efter planen. Selvom det godt kan føles lidt nervepirrende indimellem – eller stille går det aldrig for sig, hverken før eller nu.
I år har vi endelig fået etableret det digitale arkiv, der i skrivende stund går 25 år tilbage i tiden og rummer næsten 2000 artikler. Det digitale arkiv er en plan der godt nok har været undervejs et stykke tid, men nu er realiseret og vi fortsætter til det hele er scannet ind, digitaliseret og ikke mindst tilgængeligt for (gen)brug i eftertiden. På den måde bidrager Social Kritik også til den samfundsmæssige hukommelse og forhåbentlig kan det betyde, at vi lærer af historien og ikke går blinde ind i fremtiden.
Social Kritik har også lige fået en flot håndsrækning af Statens Kunstfond til at fortsætte vores ambition om at udvikle samspillet mellem forskellige vidensformer; de akademiske, de æstetiske og de praktiske. En ambition der er spændende, udfordrende, giver energi og gejst og en håndsrækning, der betyder, at tallene allerede er gået fra knaldrøde til noget, der kunne ligne lysegrønne sidst på året.
Så hvis bæredygtighed er superkaotisk, fyldt med dilemmaer og udfordringer, men også virkelig sjovt, vigtigt og noget der bidrager både til og i fortiden, nutiden og fremtiden, så er det lige det Social Kritik er.