Brun deroute

DEBAT:
Kommentar til “Brun omsorg”
essay af Lærke Sick Broskov Jensen

SOCIAL KRITIK 2022-1 #165
(gratis PDF)
Af Anne Sofie Broe Hansen (pædagog, misbrugsbehandler og uddannelsesleder)

Der har været en slags bølge af skriv og dokumentering af de brune værtshuse. Her tænker jeg specifikt på bogen Stamsteder og Lærke Sick Broskov Jensens essay “Brun omsorg“, som blev bragt i Social Kritik nr. 165. Værtshusene bliver her ophøjet til et støttende, samfundsopgaveløsende og socialt hjælpesystem, som er der for borgere der ellers falder uden for systemet.
Nu vil jeg lige sige, at jeg er fuldstændig enig i, at værtshusene har en funktion, at det kan være et fantastisk fællesskab, at vi har brug for steder som ikke er renskurede og politisk korrekte, som kan rumme alle mennesker og jeg har fuld forståelse for at de unge nyder at komme de steder, for der ér en afslappethed, autencitet og intimitet som er svær at finde andre steder. Og det kan også være lidt en kuriositet. Det kan være sjovt at komme og se og høre på alle stamkunderne, som jo har en jargon og et fællesskab som kan virke fantastisk udefra.

Så har jeg sunget min lovsang for værtshusene. Der er bare også en anden side, som helt går fløjten i de unges beskrivelser.
Jeg har selv været storforbruger af værtshuse. Hvor andre mennesker har fixpunkter i deres historie som f.eks. hvor de har boet – så har jeg efter hvilket værtshus der var mit stamsted i den givne periode. Jeg kommer fra en lægefamilie i Nordsjælland, som var præget af stof-og alkoholmisbrug. Min far (lægen) døde af sit misbrug da jeg var 16 år, hvorefter jeg blev sendt til Australien i et år. Mens jeg var væk, fik min mor solgt praksis og flyttede til København, i en fed lejlighed på Øster Søgade, hvor vi så skulle starte et nyt liv, hun og jeg. Mine ældre søskende, de var ’i vej’.
Men efter en barndom præget af at begge mine forældre var misbrugere, var det ikke lige det jeg kunne finde ud af da jeg kom hjem som 17-årig. Min mor havde ellers arrangeret at jeg skulle starte på Øster Borgerdyd Gymnasium – men det var bare slet ikke der jeg var. Min mor var også stadig i noget misbrug, og helt benægtende omkring alle de oplevelser jeg havde haft med hende og min far, og de nuværende jeg havde med hende. Jeg var sorgfuld, vred og frustreret og det sidste jeg ville, var at give min mor den ’sejr’ det ville være for hende at jeg tog på gymnasiet og derefter fik en god, solid, videregående uddannelse.
Jeg kunne heller ikke finde ud af at samle op på mine gamle venner og bekendte. De var startet på forskellige gymnasier, var i nye kæresteforhold osv., og jeg følte mig i den grad forkert og udenfor det hele. Som en elefant i en glasbutik.
Jeg var på alle måder præget af ’Voksen Barn problematikker’ – men det vidste jeg jo ikke noget om dengang.
Jeg fandt hurtigt ud af, at det bedste det var at drikke – så kunne jeg lidt bedre holde det hele ud. Så kunne jeg glemme alt det jeg burde gå i gang med, for en stund. Når jeg var nede og hente øl og vin hos købmanden, så sad der ofte en fyr, Jan, udenfor. Hæs, fuld, skæv og pissecharmerende, syntes jeg. Helt anderledes end det forstilte og påtagede facadeliv jeg var vokset op i. Han var ægte og autentisk! Jan kom på Silver Dollar på Sølvtorvet. Jeg gik med derop – og så var jeg solgt. Jeg var ikke til at drive ud igen. Det blev over 20 år som stamgæst på især fem ’brune værtshuse’, som lå – og ligger, forskellige steder i København.

I starten var mit værtshusliv som sagt min overspringshandling, senere blev det min undskyldning og til sidst min undergang. Og jeg har set rigtig mange mennesker med samme skæbne. Mennesker fuldstændig ødelagte af alkohol. En af mine værtshusvenner fik skrumpelever, men ville hellere dø af druk end stoppe. Så sad han der med sin store, hævede, gummiagtige lever (’sjovt’ at det hedder skrumpelever) og drak videre til han døde. En anden fik kræft i spiserøret, og havde et hul i halsen – men det fik heller ikke ham til at stoppe med at drikke, og han døde da også. Det siger bare lidt om den afhængighed der bor på bodegaerne.
Så jeg får en ubehagelig reaktion når jeg læser det, ellers så fint skrevne, essay af Lærke, hvor der på 10 sider bliver redegjort for værtshusets lyksaligheder, hvor der bliver brugt udtryk som ’en arena af autentisk omsorg’ eller at ’de ellers uddøende bodegaer faktisk er en ressource i samfundet, da de støtter borgere, der ellers er udenfor systemet’, at ’bodegaerne yder hjælp inden for voksenudredningstemaerne egenomsorg, samfundsliv, sundhedsforhold, praktiske opgaver og relationer’ og at man ’som bartender er både advokat, skilsmisseadvokat, socialrådgiver – hele paletten’ og at ’flere bodegaer identificerer sig som en slags socialkontor’!
Hold da helt op! Det er det samme når en frisør kalder sig selv terapeut. Så tænderskærende præget af manglende indsigt.
For der er den anden side, ikke?
Den der autenticitet, den handler (også) om at mange på værtshusene er skidefulde (ja, det er de faktisk!) og at der gælder andre sociale spilleregler der. Ofte er det den der råber højest der bliver hørt. Og så er der bare et gran af sandhed i det med at ’når sprutten går ind, så går hjernen ud’ og at ’sandheden skal man høre fra børn og fulde folk’. Jeg tror, at det er dét der virker ’autentisk’ på folk der dumper ned på barstolen udefra.
’Borgerne’ er kunder! Ofte er det ejeren selv der er i baren på de små værtshuse, og de vil gå langt for at holde på deres kunder. At lave en gryde mad eller hjælpe med at betale en regning, kan betyde mange tusinde kroner ekstra i kassen. For så bliver kunderne der. Et socialkontor? Så må man sige med omvendt fortegn – det er i hvert fald et sted mange brænder deres offentlige ydelser af på no time, og så i øvrigt laver en ny regning, når den gamle lige er blevet betalt. På den måde bliver det også det brune fængsel.
Der bliver også skrevet noget med, at bodegagæster ikke nødvendigvis drikker umådeholdent, at folk jo ikke bare sejler rundt på værtshusene. Så det kan jo umuligt bare være det der trækker… En alkoholiker er kendetegnet ved at kunne have en høj promille uden at virke synderligt fuld, det er det man kalder at have en funktionspromille. Til gengæld er det en nødvendighed at få sin alkohol, hvis vedkommende ikke skal have abstinenser. Og for ikke at virke alt for alkoholikeragtig, så er det ret afgørende at have en flok drikkevenner, som drikker lige så meget som én selv.Til gengæld kan jeg love dig, at hvis en inkarneret alkoholiker skal til familiefest, med fin middag og slips – så vil vedkommende svede tran, ikke bare af længsel efter at kunne drikke ’ordentligt igennem’, men også af angst, fordi vedkommende har vænnet sig helt af med/ikke kender de ’helt almindelige’ spilleregler i en sådan situation. De vil føle sig meget anderledes end resten af selskabet. Og sikkert gå tidligt, så de kan komme tilbage på bodegaen, hvor de er de normale.
Relationerne hører til på værtshuset. Ja, de er der og det er rigtig godt og rart at komme ’hjem’ til – men det er jo ikke sådan, at de er der hvis du f.eks. vil holde op med at drikke. Så er du ikke sjov længere, og værre endnu – du får de andre til at virke som en flok alkoholikere, og det bryder vi os altså ikke om! I øvrigt, så har I ikke noget at snakke om længere. Der er virkelig en stor og mærkbar forskel på at være drikkende og ikke-drikkende.
Jeg prøvede at holde (lidt) op med at drikke som 21-årig, men jeg kom stadig på værtshuset (for det var jo min dagligstue, som der også bliver skrevet om i essayet) og det var jo mine venner der var dernede. Jeg drak Nab (alkoholfri, meget vandet øl), men det var kun et spørgsmål om tid, så var jeg tilbage på den almindelige øl – for jeg ændrede jo ikke noget i mit liv, udover promilleindtaget, og det var ærlig talt sjovere at være på værtshuset med et par promille i blodet. Og mine ’venner’, de nødede mig da også, for det er sgu ikke særlig sjovt at hænge ud med en ædru i længden.

Anne Sofie Broe Hansen
DAC-uddannelsen

Et helt andet aspekt til denne ’debat’, og når nu der bliver skrevet seriøst, at det brune værtshus udfylder en ressourcerig samfundsopgave, så må jeg også lige spørge: hvad med familierne derhjemme? De bliver slet ikke nævnt. Eller gælder alle ordene kun for den single mand over 70? For derhjemme, mens den anden part får serveret mad, får stabiliseret sine abstinenser og betalt sine regninger nede på værtshuset, så er der kvinder eller mænd og børn der sidder og gruer for at vedkommende skal komme hjem. Eller om vedkommende kommer hjem. Bange, utrygge børn, som tager skade for livet. Frustrerede, vrede ægtefolk, der ved, at nu betyder alle de ringende klokker på bodegaen, endnu en måned med for få penge på husholdningskontoen. Men så er det jo godt, at bartenderen også er ’skilsmisseadvokat’?!
Da jeg, af en fagforening, ikke af bodegaen, fik hjælp til at komme i behandling for min alkoholafhængighed, så endte jeg i et stort limbo. Alene. Der var ikke nogen der ringede for at høre hvordan jeg havde det, eller kom på besøg. I det øjeblik jeg ikke længere kom på værtshuset, eller værtshusene, var jeg ude. Out of the bar, out of mind. Jeg siger det ikke på en selvmedlidende måde, for det var det helt rigtige, og den eneste måde jeg kunne blive ædru på – jeg siger det bare for at anfægte endnu et udsagn i essayet: ’en gennemgående observation er, at man i bodegamiljøet sørger for at holde opsyn med hinanden. Der eksisterer konsensus om, at man tjekker op på hinanden. Så hvis en stamgæst bryder sin sædvanlige fremmøderytme, kontakter enten bartenderen eller en af de andre stamgæster den udeblevne stamgæst’. Sludder – det kan man simpelthen ikke påstå på en sådan generel måde.
Nu har jeg været ædru i 18 år. Og jeg véd, at skulle jeg tage tilbagefald, så ville jeg være på et værtshus hurtigere end lynet. For tanken om den dejlige, fordrukne, frie puppe det var, kan stadig trække i mig. Men lad os lade være med at romantisere de brune værtshuse, for de er også derouternes højborg og et sted hvor folk går til grunde.Som jeg siger til min søn på 29, som elsker de brune værtshuse på Nørrebro og Vesterbro – hyg dig min ven, men lad være med at tillægge stederne større værdi end godt er.

Læs artiklen (free access)
Brun omsorg i Social Kritik nr. 165

Mere debat >>

En kommentar til “Brun deroute”

Sådan – super godt skriv og fede refleksioner. Jeg kan ikke være mere enig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.