Digital velfærd kort

Efter hvad der føles som 10 år med corona er vi alle blevet superbrugere af diverse digitale platforme og nye teknologier. Eller er vi? I dette temanummer tager vi digitalisering op til kritisk diskussion. Vi er optagede af, hvilke interesser digitaliseringen som tilsyneladende neutral teknologi løfter igennem, og på hvis bekostning digitaliseringen foregår. Hvilke borgergrupper får længere til velfærdsstaten i kraft af digitaliseringen, og hvornår åbner digitalisering for nye former for kontakt, tilgængelig og omsorg?
Artiklerne i dette temanummer viser, at digitalisering både kan skabe nye forbindelser og muligheder for at være lydhør over for udsatte borgere, og kan gøre velfærdsstaten utilgængelig og skabe nye former for fremmedgørelse.

Artiklen af Jæger diskuterer begrebet digitalt medborgerskab og udfolder begrebets relation til medborgerskab i øvrigt. Det konkluderes at digitalt medborgerskab rummer de samme komponenter som medborgerskab i øvrigt, men at det bliver udfoldet og udfordret på en anden måde i den digitale verden. Artiklen diskuterer endvidere hvordan borgere bliver inkluderet eller ekskluderet i den digitale verden. Her lægges der særligt vægt på socio-økonomiske faktorer og alder og der sættes fokus på ældres tilgang til digitale teknologier. Her peges på en række faldgruber der kan gøre, at ældre ikke bliver inkluderet i den digitale verden.

Hjelholt og Papazu peger på behovet for at bevæge sig ud over et fokus på den enkeltes kompetencer, når digitaliseringens slagsider diskuteres. De belyser, hvordan offentlig digitalisering fører til en rumlig reorganisering af velfærdsstaten, med forandrede offentlige-digitale rum der skaber nye oplevelser af mødet med staten. De analyserer digitalt udsatte borgeres oplevelse af den digitale offentlige sektor. De beskriver hvordan det digitale velfærdssamfund favner og kommer tættere på den digitalt selvhjulpne borger, men trækker sig tilbage fra den borger der ikke formår at betjene sig selv og blive oplært i hjælp til selvhjælp.

Sølvberg og Rismark analyserer ældres oplevelse af at deltage i det digitale samfund og peger på potentialer for udvidelse af livsverdenen igennem bl.a. sociale kontakter på digitale platforme, men også på ambivalens, oplevelse af at være tvunget til at bruge digitale teknologier som man ikke mestrer og risiko for eksklusion i kraft af digitaliseringen. De beskriver samtidig hvad der er afgørende for ældres oplevelse af læring af digitale færdigheder og peger på nogle centrale betingelser for at tilrettelægge et frugtbart læringsmiljø.

Pors kontrasterer de politiske fortællinger om digitalisering med ældre borgeres erfaringer med den digitale stat. Hun belyser, hvordan ældre borgere forholder sig til de digitale betingelser for at være borger og hvordan det kommer til udtryk i deres selvforståelse. De ældre borgere bliver inkluderet som selvkørende og i stand til at håndtere deres egen sagsbehandling, men kan ikke genkende sig selv i det billede og udfører et stort ekstraarbejde for at forsøge at klare sig i det digitale format. Når de ældre ikke kan leve op til forventningen om at de selv kan det hele digitalt, så giver de sig selv skylden.

Artiklen af Weber og Kanstrup sætter fokus på unge med kognitive handikap og deres digitale kompetencer og ambitioner med henblik på at udvikle strategier til at understøtte de unge. Weber og Kanstrup peger bl.a. på, at digitale formater kan have kommunikative fordele for unge med kognitive handikap, fordi flere foretrækker at kommunikere visuelt frem for verbalt. For de unge med kognitive handikap peger artiklen på at digitale teknologier rummer potentialer for anerkendelse, fællesskab og selvstændighed. Artiklen understreger de unges digitale selvstændighed, og at de unge ikke skal beskyttes imod det digitale. Snarere peger artiklen på et behov for at understøtte de unge i deres digitale færden, så de bliver inkluderet frem for ekskluderet.

Artiklen af Koch fokuserer på socialt arbejde med udsatte børn og unge og belyser de muligheder, som digitale medier giver professionelle for at danne relationer med udsatte børn og unge på nye måder og få øget indsigt i børn og unges perspektiver. I lyset af de artikler der fremhæver ældres problematiske eller ambivalente erfaringer med digitale teknologier, så er det interessant at Koch netop peger på, at børn og unges større kompetence i at kommunikere digitalt bidrager positivt til at skabe en mere ligeværdig kontakt med barnet/den unge og den professionelle. Fordi børn og unge i dette studie var trygge ved digitale medier, mens de professionelle var novicer, så skubbede den digitale kommunikation til magtbalancen og gav nye muligheder for at børn kunne udtrykke sig.

Høybye-Mortensen og Kjeldsen diskuterer brug af kunstig intelligens til beslutningsstøtte i socialt arbejde. De indkredser fænomenet kunstig intelligens og fremlægger eksempler på brug af kunstig intelligens på socialområdet i Danmark. På den baggrund diskuterer de potentialer og udfordringer ved at bruge kunstig intelligens i socialt arbejde, og peger på at centrale udfordringer er relateret til datakvalitet, etik og modstridende vidensparadigmer. Endelig diskuterer de væsentlige kompetencer, som medarbejdere har brug for, for at kunne bruge kunstig intelligens til at understøtte deres faglige skøn.

Kirkegaard, Lauridsen og Simonsen diskuterer den ugennemsigtighed som algoritmer kan risikere at bringe med sig som beslutningsstøtte i den offentlige forvaltning. Algoritmer kan behandle store mængder data med det formål at forudsige adfærd og behov så præcist som muligt. Når algoritmer anvendes i markedsføring i den private sektor, så er præcision afgørende, og gennemsigtighed af mindre betydning. Men når algoritmer anvendes i den offentlige sektor, så er gennemsigtighed en kerneværdi som kan blive udfordret, særligt når der er tale om maskinlæring. Artiklen tager udgangspunkt i beskæftigelsesområdet og robotten Asta, der er et af de få systemer til algoritmisk profilering der er taget i anvendelse i den offentlige forvaltning. Asta er et system til vurdering af risiko for langtidsledighed, så når en borger melder sig ledig, foretager Asta en algoritmisk profilering, hvor borgeren kategoriseres efter om borgeren har lav, mellem eller høj risiko for langtidsledighed.

Artiklen sætter fokus på faglige og etiske overvejelser i forbindelse med brugen af algoritmer baseret på machine learning til understøttelse af de beslutninger, socialrådgivere træffer i arbejdet med børn og familiers trivsel. Artiklen tager udgangspunkt i et igangværende forskningsprojekt ’Underretninger i Fokus’. Målet med projektet er, ved hjælp af machine learning-metoder, at udvikle og afprøve en beslutningsstøttemodel: Beslutningsstøtten. Artiklen diskuterer potentialer og bekymringer ved brugen af Beslutningsstøtten i socialt arbejde med børn og familier.

Motzfeldt diskuterer hvordan retlig regulering af digitalisering kan bidrage til at værne om privatlivets fred. I artiklen tager hun udgangspunkt i databeskyttelsesforordningen (GDPR) og peger på den blomstrende debat om brug af data, privatliv, algoritmer mv. som er fulgt i kølvandet på indførslen af GDPR. Hun peger på ansvarlighedsprincippet som helt afgørende for den betydning GDPR har haft, og hun beskriver ansvarlighedsprincippets baggrund og niveauer.