Call for papers:
UDSATTE LIV

22. oktober 2021

Call: Temanummer om UDSATHED

Social Kritik vil gerne invitere bidrag der sætter fokus på udsatte liv:
Hvordan opstår udsathed i samspillet mellem bl.a. politik, økonomi, styring, historik – og hvordan udfoldes udsathed i det levede liv for de personer og grupper der rammes af udsathed.

Vi er optaget af forskellige betingelser for liv på kanten; sårbare gruppers levekår, livet for borgere der mere møder den disciplinerende side af velfærdsstaten end den støttende, og det liv som er afhængig af hjælp og støtte for at udfolde sig. Men det handler også om det sociale arbejde som retter sig imod udsatte grupper eller som kæmper for social retfærdighed og de dilemmaer der er involveret i frivillig, privat og offentligt hjælp, støtte, mobilisering og modstand. Og det handler også om strukturelle vilkår, politik og regulering både nationalt og globalt.

Vi er interesserede i bidrag der tematiserer udsathed i bred forstand og på den måde er dette et ”open call” om udsathed.

Vi vil gerne invitere til bidrag der belyser nye former for udsathed eller kaster nyt lys på velkendte former for udsathed. Vi vil gerne modtage manuskripter der diskuterer udsathed både teoretisk, begrebsligt og empirisk. Internationale udviklinger har betydning for den danske velfærdsstat, og derfor vil vi også gerne opfordre til internationale perspektiver på udsathed, social uretfærdighed og kampen for social retfærdighed, og hvad det betyder for den danske kontekst.

Fristen for at indsende artikler (maksimum 24.000 anslag inkl. mellemrum) er 15. januar 2022.

Spørgsmål til temanummeret kan rettes til:
Mette Bladt, ansvarshavende redaktør og lektor, Københavns professionshøjskole, mette@socialkritik.dk
eller
Merete Monrad, lektor Sociologi og Socialt Arbejde, Aalborg Universitet, monrad@socsci.aau.dk

Se forfattervejledninger generelt
PDF-udgave af dette call for papers