Sociale effektinvesteringer – mulighed eller muligt monster?

DEBAT:
Impact-washing, målstyring og andre udfordringer

af Steffen Rasmussen, december 2023
Steffen Rasmussen
Indehaver af Center For Social Nytænkning og stifter af den prisvindende organisation Fundamentet

Jeg blev enormt glad, da jeg for nogle få år siden, en sen aften, fik et opkald fra Aarhus Kommunes økonomidirektør. Et utroligt venligt menneske ringede og meddelte, at et byrådsforslag fra SF i Aarhus var blevet vedtaget. Byrådet havde nu fået et betydeligt beløb til rådighed, der skulle investeres i sociale effektinvesteringer. Han spurgte, om jeg ville være med i bestyrelsen, hvor vi, sammen med et dygtigt sekretariat, skulle forvalte midlerne og investere dem i sociale formål.

Vores mål var at sikre vellykkede sociale initiativer, der kunne hjælpe de mest sårbare samtidig med, at vi, ved at realisere besparelser gennem disse sociale effektinvesteringer, kunne generere økonomisk afkast til fonden. Det ville jo så give os mulighed for fortsat at investere mange år frem i tiden.

Nå, det er sociale effektinvesteringer, meget kort fortalt til den udenforstående.

Selvfølgelig takkede jeg ja til muligheden, som jeg den dag i dag er meget taknemmelig for, at jeg fik. Det var på alle måder en fornøjelse at være en del af det, og ikke mindst fordi samarbejdet var så godt. Jeg måtte desværre forlade rådet, da jeg blev tilbudt en plads i Lind Foundation og ikke kunne have begge hverv samtidig.

Siden da er sociale effektinvesteringer vokset støt i hele landet. Flere kommuner har fulgt efter, og senest har en bred politisk aftale sikret yderligere midler til den sociale investeringsfond. Hele 3,5 mio. kr. i 2025, 11,4 mio. kr. i 2026 og 8,1 mio. kr. i 2027 er blevet afsat.

- jeg kan sige meget godt om sociale effektinvesteringer. 
Alligevel kan jeg ikke lade være med også at få lidt uro i maven af og til

Et af de mest betydningsfulde effektinvesteringer, som jeg har været involveret i, nemlig "Ung i fokus," hvor vi i Aarhus Kommune har reduceret antallet af sager blandt de medarbejdere, der arbejder med de mest udsatte unge, blev udviklet på denne måde. Så jeg er ikke blind for de enorme muligheder, sociale effektinvesteringer kan skabe. Jeg kunne nemt fremhæve de positive aspekter ved sociale effektinvesteringer, men min oplevelse er også, at tendensen i “branchen” er at tale meget højt og hurtigt om, hvor fantastisk det er - uden også at være helt åben og transparent omkring faldgruberne.

Så, jeg kan sige meget godt om sociale effektinvesteringer. 
Alligevel kan jeg ikke lade være med også at få lidt uro i maven af og til:

Farerne lurer lige om hjørnet - de tre største risici

Jeg har netop selv siddet med i flere af møderne, og jeg følger udviklingen på området tæt. Derfor må jeg også erkende, at der er en række udfordringer, som vi undlader at tale åbent og ærligt om. Derved går vi glip af muligheden for at identificere og håndtere mulige udfordringer i god tid.

I mine øjne er der en reel risiko for, at vi er ved at bygge noget med gode intentioner og muligheder, der i fremtiden kan udvikle sig til et regulært “monster”. Som med så mange andre ting, f.eks. magt, kunstig intelligens, sociale medier og politik, er det afgørende at anerkende farerne fra begyndelsen og etablere rammer og mekanismer for at forhindre “korruptionen” af det gode, vi skaber.

Der er tre åbenlyse udfordringer, som jeg undrer mig over, at vi ikke taler højere om:

  1. Der er meget lidt økonomisk afkast i indsatser for de mest udsatte mennesker. Dette indebærer, at i takt med at sociale effektinvesteringer over årene gradvist erstatter traditionel velgørende fondsuddeling, vil projekter, der ikke direkte flytter mennesker fra offentlig forsørgelse til uddannelse eller beskæftigelse, skulle kæmpe mere for at tiltrække støtte og investeringer, da de ikke genererer betydelige økonomiske afkast.
  2. Mange støttede projekter har konkrete mål, der afgør deres fortsatte støtte og effektinvesteringer. Når et projekt er i fare for ikke at opnå disse mål, kan projektledere og organisationer være tilbøjelige til at presse borgere og personale unødigt hårdt for at opnå målene. Faktisk kræver det et meget stærkt forankret værdisæt og moralsk kompas, ikke at gøre det ubevidst. Helt konkret kan et projekt have en målsætning, der skal opfyldes om at få x antal i job eller uddannelse inden for en periode. Hvad sker der, hvis man ved periodens udløb er forholdsvist tæt på målet, men godt ved, at man ikke når det, medmindre man presser nogle borgere uhensigtsmæssigt?
  3. Impact-washing. Nogle organisationer kan hævde at opfylde bestemte sociale mål for at tiltrække eller opretholde investeringer, men i virkeligheden kan de måske ikke løfte opgaven til fulde, og måske er nogen mere fokuserede på at sikre lønnen end missionen.
De andre risici

Overskriften for de tre ovenstående kan vi kalde en form for indbygget mulighed for social-impact-limits.
Herudover kan der opstå problemer med:

  1. Uforenelighed mellem sociale og økonomiske mål: Der kan opstå konflikter mellem at opnå økonomisk gevinst og samtidig maksimere sociale resultater, hvilket kan skabe dilemmaer for investorer og projektindehavere.
  2. Dobbelt bundlinje vs. bundlinje: Investorer kan stå over for et dilemma mellem at forfølge økonomisk profit (bundlinje) og sociale resultater (dobbelt bundlinje), hvilket kan skabe et etisk og strategisk spændingsfelt.
  3. Eksponering for makroøkonomiske faktorer: Sociale effektinvesteringer er ikke immune over for globale økonomiske påvirkninger, og økonomiske kriser kan påvirke projektets bæredygtighed.
  4. Langsigtede afkast: Mange sociale effektinvesteringer kræver en længere tidshorisont for at opnå de ønskede sociale resultater, hvilket kan udfordre investorer, der søger hurtige afkast. Dermed vil eksempelvis uddannelse, projekter for udsatte børn og andre være uinteressante.
Nødvendig impact-washing

Lad mig være ærlig: Impact-washing finder allerede sted på mange niveauer. Fondene er konstant på udkig efter innovative projekter, så allerede nu er der foreninger og organisationer landet over, der praktiserer impact-washing i en eller anden grad. Med sociale effektinvesteringer vil denne tendens formentlig kun blive forstærket. Dette kan inkludere:


  • Overdrivelse af indvirkning: Organisationer kan markedsføre deres sociale projekter som mere effektive, end de faktisk er, ved at overdrive resultaterne eller anvende tvivlsomme målemetoder, hvilket kan give en skæv opfattelse af projektets reelle indvirkning.
  • Manglende gennemsigtighed: Organisationer kan undlade at give tilstrækkelig gennemsigtighed om, hvordan de bruger midler og måler indvirkning, hvilket gør det svært for investorer og interessenter at vurdere deres indsats nøjagtigt.

  • Manglende engagement i kerneaktiviteter: Nogle organisationer hævder, at de forfølger sociale formål, men i virkeligheden udgør de sociale aktiviteter kun en lille del af deres samlede aktiviteter. De kan bruge social ansvarlighed som et markedsføringsstunt uden reel forpligtelse til at gøre en forskel.

  • Mangel på kontrol og opfølgning: Investorer og interessenter kan opleve, at organisationer ikke tager tilstrækkeligt ansvar for at kontrollere og følge op på deres sociale mål, hvilket resulterer i, at indvirkningen ikke er bæredygtig eller meningsfuld.

Når jeg deltager i begivenheder og følger forskellige parter på sociale medier, bemærker jeg, at der er en ensrettet begejstring for sociale effektinvesteringer. Selvom det er positivt at anerkende de gode muligheder, der findes på dette område, er det også decideret uansvarligt, hvis vi ikke adresserer potentielle udfordringer, problemer og forhindringer mere aktivt, både i og uden for de lukkede mødelokaler.

For hvordan undgår vi, at projekter bliver presset til at opnå resultater for enhver pris? 

Hvordan sikrer vi, at projekter med lavt afkast eller langsigtet indvirkning ikke bliver overset i den sociale effekt-investeringstrend?

Hvordan kan vi sørge for, at projektledere kan være ærlige omkring udfordringer uden at miste midler?

Og hvordan undgår vi at skabe et ekkokammer, hvor alle roser sociale effektinvesteringer uden at sikre, at det gode udvikler sig til noget bæredygtigt?

Debatindlægget er også bragt som kommentar i Social Kritik nr. 170

Steffen Rasmussen har udgivet bøgerne Jobcenterkrisen, Fremtidens Kontanthjælp og Motiveret Beskæftigelse.

// mere debat //

Vis mere ↓
Læs hele...

Et hjerte af kritik

 

Af Mette Bladt, ansvh. redaktør

Social Kritik blev i rigtig mange år realiseret af en frontfigur og en tæt sparringspartner. Hvordan det kunne lade sig gøre år efter år at udgive Social Kritik, to personer, er mig stadigvæk en gåde. Nu er Social Kritik et større ’vi’ – en gruppe af mennesker der varetager, skaber, udvikler og fornyer Social Kritik. Et større ’vi’ der overtog en arv og med den arv kom et ansvar – ja og en hulens masse frivilligt arbejde, der foregår imellem ’dagjobbet’, i weekender, i ferier og nogle gange endda om natten. Vi er en redaktion på fem personer, med hver vores temperamenter og kompetencer, tre korrekturlæsere der udover at være dygtige i korrekturen også – i deres dagjobs – er fagpersoner indenfor det sociale område, seks mere eller mindre faste boganmeldere og en grafiker der ikke arbejder helt gratis, men det er nemt at regne ud at mængden af arbejdet ikke står mål med økonomien. Bag os har vi Forum til Fremme af Social Debat der er den forening der udgiver Social Kritik, den varetages af en kompetent bestyrelse på seks personer der også arbejder helt frivilligt.

Men hvad er det så vi alle sammen vil med det? Hvorfor gør vi det? Hvorfor gider vi? Hvorfor viderefører vi arven? Hvad er det vi har på hjerte?

Hvor op-ad-bakke det end lyder er det selve kritikken vi har på hjerte. Og ja en kritisk position, som før i tiden blev betragtet som en naturlig og meget nødvendig del af en demokratisk proces, bliver ofte i dag afskrevet som moralisme eller som et arrogant og formynderisk fænomen – eller som en irriterende brokke-position der ikke fører nogle vegne. Men det er ikke den dynamik der egentlig og oprindeligt ligger i kritikken. Kritik fra (old)græsk betyder noget i retningen af på kyndig vis at skelne og bedømme. Det at skelne kræver viden, viden om hvad der skal skelnes imellem og det kræver analytisk sans. Kritik handler på den måde om at skille ad, kigge på noget, finde ud af hvad der er op og ned. At bedømme kræver så, at man må tage stilling og beslutte sig for hvad man skal mene når nu man kender flere facetter og det at tage stilling kræver ofte mod. En sådan proces, en sådan kritik betyder at de elementer og forhold, der hidtil har hørt sammen på tilsyneladende ‘selvfølgelige’ måder, bliver opløst. Og den opløsning indebærer en potentiel omvæltning. Fordi behovet for forandring bliver så tydeligt at det næsten, er umuligt at lade være med at gå i gang.

Kritikkens funktion og styrke er at den kan fungere som en slags ’social saks’, fordi når det umiddelbart ‘selvfølgelige’ skilles ad, når der skelnes, analyseres og tages stilling, så vil en kritisk erindring stå tilbage og være vidnesbyrd om, hvilke socioøkonomiske problemer, strukturelle forhold og politiske diskurser, der konstituerer og (re)producerer det sociale liv. Med andre ord handler kritikken ikke om at konkludere ’at det hele også er noget lort og dermed punktum’. Den handler ikke om formynderisme, den handler ikke om arrogance. Samfundsmæssigt set kan kritikken så også fungere som brandalarm for nutidens (og fremtidens) sociale, politiske og kulturelle situation. En alarm der går i gang ret ofte, ja det er ikke for at være en total lyseslukker, men der er overordentligt mange sociale forhold i Danmark hvor det virker som om den samfundsmæssige uanstændighed stadigvæk kan antage nye og hidtil usete dimensioner. Bedst som man troede ’at nu kan det da trods alt ikke blive værre’. Det er derfor Social Kritik bliver ved med at være Social Kritik, bliver ved med at tage ansvar for at vi som samfund skal ’skille ad’, ’sætte fokus på’ og opmuntre og engagere alle borgere til at tage stilling - vi behøver ikke være enige, men vi skal blive ved med at debattere og fastholde at det er nødvendigt at skelne.

Altså vi vil sådan set gerne være arbejdsløse, lukke og slukke, men først når ulighed, urimelighed, uretfærdighed ikke længere eksisterer. Det ser dog desværre ud til at der er lang vej endnu. Heldigvis så bor forestillingen om et andet og bedre alternativ også i kritikken. Kritikken orienterer sig netop mod de undertrykte, de forhindrede eller de ikke-endnu formulerede muligheder. Men de muligheder kan vi kun se hvis vi skelner, skiller ad og tager stilling.

Det er det vi har på hjerte.

Leder i Social Kritik #170, december 2023

Vis mere ↓
Læs hele...

Karaktermord for åbent tæppe

DEBAT:
Kommentar til en debatartikel om Benny Lihme, børnesyn og Solhaven-sagen

af Knud Erik Pedersen - september 2023
Knud Erik Pedersen
Magister i psykologi, autoriseret, specialist i psykoterapi og supervision, kandidatstipendiat.
E-mail: knudep@icloud.com

Det er umuligt at debattere, når der går år mellem divergerende indlæg, men nogle gange er markeringer nødvendige.
I 2021 udkom Social Kritik (nr. 162) med Benny Lihmes beretning om Solhaven-sagen, færdigredigeret efter hans død.
Sidste år bragte Social Kritik (nr. 165) så en kommentar, ”Børnesynet på anbringelsesområdet”, af: Ida Schwartz, Hanne Warming, Trine Nyby, Carsten Kirk Alstrup, David Pedersen, Anne Mette Friis, som reelt var et forsøg på karaktermord på Benny Lihme, der forsvarede opholdsstedet Solhaven i en sag, hvor Solhaven var anklaget, men som endte med frifindelse.

SOLHAVEN-SAGEN
Tema i nr. 162 (forår 2021)

Indlægget i Social Kritik var en protest, bl.a. mod hvad forfatterne kalder Benny Lihmes børnesyn, selv om Benny Lihme i den social- og fagpolitiske offentlighed var kendt som en inkarneret forkæmper for børn og unges rettigheder.
Af personlige grunde har jeg ikke kunnet reagere tidligere på denne fejlinformerede nedgøring af en engageret stridsmand. Med den tid, der er gået, vil jeg ikke gå ind i en omfattende fejlretning, men blot fastslå nogle kendsgerninger.

Benny Lihme var gennem mere end 50 år en flittig, alsidig og respekteret aktør på anbringelsesområdet og i den socialpædagogiske og politiske virkeligheds håndtering af skæve eksistenser og marginaliserede mennesker, børn, unge og voksne. Altid historisk funderet og med blik for aktuelle udviklingstendenser. Hans ulønnede fuldtidsjob som skrivende redaktør, forlægger og kommentator i medierne blev suppleret med en omfattende virksomhed som underviser, oplægsholder og konferencier i foreninger især på det socialpsykiatriske område. Hans lærebog ”Socialpædagogik for børn og unge” (1988) blev en udbredt klassiker. Dens stadig aktuelle undertitel lød ”- et debatoplæg med særligt henblik på døgninstitutionen”.
At forfatterne affærdiger Benny Lihme som en ”mørkemand”, der forsimpler forståelsen af dilemmaer og etisk-faglige udfordringer på Børnesagens felt, er misvisende og groft provokerende for èn, der som jeg, har haft løbende faglig kontakt med Benny Lihme gennem et halvt århundrede.

Det er er eksempelvis direkte forkert, at Benny Lihme skulle have forsvaret Fulton-skipperens voldelige metoder, og ligeledes at han har henvist til ”kaldet” som drivkraft i Solhavens socialpædagogiske indsatser.
Forfatterne hævder også, at Solhaven mangler refleksioner over institutionens praksis omkring fysisk magtanvendelse, men fortier, at Solhaven netop betragtede magtanvendelse som sidste nødløsning og konsekvent afviste det som pædagogisk middel.
Aldrig har Benny Lihme reduceret unge anbragte kriminelle til objekter for omgivelsernes indgreb. Altid og også i beretningen om Solhaven og medierne har Benny Lihme forfulgt en forståelse og respekt for de unge som subjekter i deres liv og under ansvar i forhold til deres omgivelser. At de ikke skulle have krav på at få deres stemme hørt og respekteret, har aldrig i livet været Bennys synspunkt. Tvært imod!
Jeg har naturligvis været indlægget grundigt igennem. Jeg kan påvise fordrejningerne og stiller gerne en detaljeret, dokumenterende tekst til rådighed for interesserede.

Knud Erik Pedersen er tidl. klinikchef, viceforstander på behandlingshjem, projektleder og lærer på socialpædagogseminarier, proceskonsulent i Socialstyrelsen m.m. Tidligere medlem af Social Kritiks referencegruppe og forfatter til bl.a.
Problembørn i kemiske håndjern – forståelse og behandling af ”hyperaktive” børn, Soc. Pol. 1984
Drop Afmagten, Skab Kontakten. Om projektorienteret arbejde med ”usædvanlige” unge, Socialministeriet, 1999

Læs debatartikel i nr. 165 (åben PDF)
"Børnesynet på anbringelsesområdet"
(forår 2022)

Læs Solhaven-nummer (medlem/abon.)
(forår 2021, nr. 162)

// MERE DEBAT //

Vis mere ↓
Læs hele...

AI’tvivl

DEBAT: 2×2 forsider og billedkunstnere

af Henning Wettendorff
Social Kritik 2022-3 og KATALOG - Journal of Photography & Video 2022-2
Seneste udgaver af to danske tidsskrifter

Jamen, den ene forside må da være frembragt med et AI-værktøj som DALL·E 2 eller Midjourney.... efter at den første er blevet høstet på nettet og “spist” af det pågældende værktøjs maskinlæring, som så har skabt den næste – eller hvad? Langt ude, men sådan kan man godt komme til at tænke efterhånden, efter at især ChatGPT har skabt en ny bevidsthed og en ny tvivl om den slags værktøj til tekst og billeder.

Det er dog ikke tilfældet, tør jeg godt love - efter at ha været involveret i produktionen af begge de to tidsskrifters seneste udgaver, men uden at have noget med forsiderne at gøre!

At vi meget snart bliver endnu mere åbne over for den slags mærkværdigheder - eller i det mindste bevidste om muligheden af slige frembringelser - skyldes nok især lanceringen af ChatGPT, som kan sprøjte overbevisende og kunstfærdigt formulerede tekster ud som mere eller mindre troværdige bud på alt muligt. Ikke noget AI'en har lært eller syntetiseret, men "blot" stokastisk beregnede ordkæder uden nogen.... intelligens. ChatGPT tog alligevel verden med storm i februar, og tilsvarende billedtjenester betog og bedrog os allerede sidste år. Man kan endda bede dem udtrykke sig i bestemte genrer eller i en bestemt kunstners stil.

"Snyd" er der vel dog kun tale om, hvis nogen smider et værk på disken og påstår at have lavet sin egen, unikke frembringelse - men reelt har ladet et onlineværktøj generere en illustration, et værktøj som endda er trænet på andres billeder.

Ville jeg overhovedet have tænkt over sammenfaldet, hvis ikke begge forsider havde haft gul som bærende farvetone? Begge slår dog også et robottema an ved at spille på kameraet som hoved, men alligevel...
Det kom jeg til at tænke over her ved forårets komme, hvor @systemaddict delte en melding fra Bing Chat, som fast i mælet erklærede, at Morten Schelde har lavet de billeder, der blev beskadiget under opbevaringen på Aveny-T. Den er efter sigende trænet af Microsoft med samme sprogmodel som ChatGPT.

Opslag af @systemaddict (Søren Pedersen) på Twitter 22/2 2023

Det er så disse billeder, AI bot'en ifølge dens "resultater" tilskrev Morten Schelde - men som er malet af Allan Bestle! Malerens navn undlod Jyllands-Postens politiske redaktør at oplyse, da han tweetede om historien i JP samme dag - der skal jo være noget at klikke for og betale for:

Bestles billeder kan dog selv med den bedste vilje ikke være lavet af Schelde - ham der illustrerede Social Kritiks efterårsnummer (#166)
MEN der er da et slægtskab i farvetoner...... ikke gule, men lilla toner... og hvis Bing Chat ikke har kunnet få adgang til kunstnernavnet bag Jyllands-Postens betalingsmur, begynder den måske at gætte ved hjælp af billedsøgning på danske samtidskunstnere? Alt hvad disse algoritmisk styrede forudsigelsesmekanismer udspyr er mere eller mindre kvalificeret, statistisk baseret gætteri. Også når Bing eller Google forsøger at finde "lignende billeder".

Hvor det første eksempel med forsiderne blot er pudsigt, er det andet mere foruroligende. ChatGPT og lign. tager ikke mange forbehold - men er blot klar med nye bud, hvis den bliver udfrittet. Vil man vide, hvor sikker den nu er på at billedet er lavet af Morten Schelde, så skal man være klar i mælet - og være klar til et svar udtrykt i procent - ellers er det ikke en tvivl der vil komme til udtryk.
Men tvivlen er jo også noget værre noget… der stammer fra kolde hjerter. Det ved vi fra Drachmanns midsommersang. Kolde hænder. Kolde hjerner.
Eller er det omvendt, at den cartesianske tvivl netop er det, der gør dig menneskelig - tvivlens nådegave? Jeg er i tvivl.

Til gengæld er jeg ikke i tvivl om, at henholdsvis Sille Haahr-Aasmul og Onorato & Krebs har haft fingrene på knapperne bag de to skønne forsider. Og at de ikke ser kameraet som et robotudstyr og heller ikke betragter fotografers arbejde som en rent registrende aktivitet - selv om alle rumligt navigerende, fysiske robotter er udstyret med et kamera.

AI-udviklingen vil få store konsekvenser for en række brancher, adskillige jobtyper vil forsvinde eller skrumpe ind. Samtidig kan udviklingen få en række andre sociale konsekvenser - nogle positive, nogle negative. Hvad er de tænkbare konsekvenser af at have en fast chat-partner installeret i dit liv? En der sludrer løs og ikke i udgangspunkt giver udtryk for tvivl?

Det er svært at forstå, hvad techgiganterne har gang i - bortset fra at det atter handler om magt og især penge. En kendt teknologikritiker er desuden overbevist om, at de erklærede etiske principper for AI-træning er overtrådt: Alexander Hanff blev erklæret død af ChatGTP - der serverede ikke-eksisterende netnyheder som belæg for påstanden. Skræmmende læsning her.

Lige så nemt det er fejlagtigt at betragte fotografering blot som mekanisk registrering, lige så nemt er det måske at forestille sig en fremtid, hvor grupper i samfundet vil stille sig tilfreds med halve eller kvarte, men velformulerede "sandheder" leveret af et generativt AI-værktøj?

Vi ved udmærket, at fotografier kan manipuleres, men på gennemskuelige og kausale måder. Der er pillet ved noget. Men snart vil vi skulle søge meget målrettet efter facts på nettet for at sikre, at informationen ikke er leveret af et statistisk værktøj, der blot har taget bestik af, hvad der gennemsnitligt plejer at blive svaret på din forespørgsel, som måske kan være noget andet i morgen. Så skal faglig viden konkurrere med gennemsnitsudsagn på nettet om ethvert emne. Og hey, i demokratier bestemmer flertallet jo?

Henning Wettendorff, fil.dr. i fotografi og kunsthistorie. Medlem af Social Kritiks redaktion og tidl. redaktør af KATALOG - Journal of Photography & Video.

// MERE DEBAT //


Vis mere ↓
Læs hele...

Hvad skal vi bevare, når jobcentrene nedlægges?

DEBAT:
Frihed til hvad?
januar 2023

af Merete Monrad, Lektor Aalborg Universitet, CUBB

I debatten om jobcentrenes fremtid er der blevet talt meget om hvad der ikke virker i beskæftigelsesindsatsen. Men der er blevet talt meget lidt om, hvad der faktisk virker og hvad der får beskæftigelsesindsatsen til at virke, og det er synd, for det ved vi i forskningen faktisk meget om.

I Center for Udvikling af Borgerinddragende Beskæftigelsesindsatser (CUBB) har vi i en årrække samarbejdet med en række kommuner, som arbejder på at omstille beskæftigelsesindsatsen så den bliver mere meningsfuld for borgerne. Vi har talt med borgere, medarbejdere, ledere og virksomheder. Det har givet anledning til en række indsigter som har betydning i diskussionen af hvad der skal komme efter jobcentrene. I dette indlæg vil jeg bare pege på nogle få elementer ud fra vores forskning i, hvordan borgere med problemer ud over ledighed oplever beskæftigelsesindsatsen:

Mødet med beskæftigelsesindsatsen er forbundet med det man kalder administrative byrder. Man skal lære hvordan systemet fungerer, man skal leve op til krav og man oplever psykologiske konsekvenser i form af stigmatisering, manglende autonomi og uvished. At navigere i de mange og komplekse regler og muligheder der findes på social-, sundheds- og beskæftigelsesområdet kræver bureaukratisk kompetence. Bureaukratisk kompetence handler både om formelle kompetencer og uformelle kompetencer. Formelle kompetencer er bl.a. at kende regler, procedurer, rettigheder og pligter, at vide hvilke former for hjælp der er mulige, forstå det sprog der anvendes, være i stand til at levere dokumentation, vide hvordan man klager og hvad man kan klage over. Uformelle kompetencer handler bl.a. om at vide hvornår man skal insistere på at få hjælp, følge op, udtrykke behov klart, og hvordan man kan sætte egne grænser. De bureaukratiske kompetencer er ikke noget man som borger bare har. At opnå forståelse af systemet og dermed mulighed for at kunne navigere i det kræver systemvejledning. At man møder professionelle der er i stand til at forklare hvad der er muligt lige netop i ens specifikke situation. Det kræver medarbejdere med en høj faglighed og et bredt kendskab til det social- og sundhedsfaglige område.

Mange borgere oplever i mødet med beskæftigelsesindsatsen at blive presset til noget de ikke magter, eller at stå stille i hele og halve år uden at vide, hvordan de skal komme videre i deres liv. For at beskæftigelsesindsatsen er meningsfuld for borgerne ved vi fra forskningen at det er afgørende, at indsatsen er fokuseret på at skabe fremdrift, for borgerne er ofte i en uholdbar situation både økonomisk og socialt. De har brug for vished om deres fremtid og deres økonomi, og de har brug for hjælp til at håndtere de problemer de lever med. Det kræver en tro på borgerens kompetencer, at man støtter borgeren i at handle selv og at man er tilgængelig når borgeren har brug for hjælp. Men vi ved også fra forskningen, at det er afgørende at indsatsen tager hensyn til alt det borgeren ikke kan. At der er en respekt for, hvad borgerens funktionsnedsættelser eller sociale problemer betyder for livsførelsen. At en borger der har voldsom angst kan have svært ved at tage bussen. At en borger med misbrugsproblemer kan have en meget ustabil livssituation. Det betyder, at indsatsen bliver nødt til at tage afsæt i den livssituation borgeren er i, og understøtte borgerens livsmestring igennem individuelt tilrettelagte indsatser. Når det går dårligt i beskæftigelsesindsatsen betyder en manglende forståelse for de problemer borgeren kæmper med at der opstår mistro til borgeren og modvilje mod at lytte til borgerens behov.

Når beskæftigelsesindsatsen fungerer godt, så beskriver borgerne at de har indflydelse, at de oplever at indsatserne giver mening for dem, at der er sammenhæng i indsatserne på tværs, men også over tid så man har kontakt til de samme professionelle over længere tid. Når indsatserne fungerer godt, er de individuelt tilrettelagt ud fra et fagligt kendskab til de problemer borgeren lever med (fx misbrug, autisme, angst, PTSD). Og borgerne beskriver også, at der er fremdrift. Man bliver ikke parkeret på kontanthjælp men får hjælp til at komme nærmere arbejdsmarkedet eller en varig forsørgelse.

I nedlægningen af jobcentrene er der formuleret et krav om at spare tre milliarder. De besparelser jobcentrene allerede er pålagt som følge af Arnepensionen betyder, at mange indsatser til udsatte borgere bliver nedlagt. Når beskæftigelsesindsatsen nu står overfor et langt større sparekrav, er det vigtigt at være opmærksom på, at rigtig meget socialt og sundhedsfagligt arbejde med udsatte borgere er organiseret eller lagt ind i beskæftigelsesindsatsen. Barberer vi disse indsatser væk, står udsatte borgere med langt færre muligheder for hjælp. I mine interview hører jeg borgere fortælle om konkrete indsatser, der har været afgørende for deres forløb. For eksempel et kursus i smertehåndtering, der har gjort det lettere for dem at mestre et liv med kroniske smerter.

Beskæftigelsesindsatsen skal sættes fri, men det skal ikke bare være en negativ frihed fra krav, det skal også være en positiv frihed med muligheder for individuelt tilrettelagte indsatser der sikrer udsatte borgere støtte og en plads i fællesskabet – om det så er på eller uden for arbejdsmarkedet.

Merete Monrad er medlem af Social Kritiks redaktion og medarrangør af et fyraftenarrangement 2023-01-17 om jobcentrenes fremtid (se slides)

// MERE DEBAT //

Vis mere ↓
Læs hele...

Hjemløse EU-borgere gror fast og går til på gaden i Danmark

DEBAT:
Ekstrem søvnmangel
Leverskade og hjerteproblemer
Social isolation, PTSD og svær skizofreni
juli 2022

af Bo Heide-Jochimsen & Anne-Sofie Maini-Thorsen
(Projekt Udenfor)
SOCIAL KRITIK 2022-1 (#165)

Ovenstående er blot et udsnit af de alvorlige problematikker, som vi ser blandt mennesker, der lever i gadehjemløshed i Danmark. I Projekt Udenfor arbejder vi med dem, som, vi vurderer, har allermest brug for vores hjælp. Det er mennesker, der overlades til sig selv og deres elendighed på gaden og i samfundet. I de sidste 15 år har EU-borgere udgjort en stigende andel af målgruppen, og situationen er bekymrende. 

Fordi de er EU-borgere, har de ret til at være her, men deres sociale rettigheder er bundet op på lovligt ophold, som kan være svært at dokumentere. I praksis får de derfor ingen hjælp fra det danske system.

EU-borgere på gaden

Omkring 2007 begyndte organisationer i København at observere betydeligt flere EU-borgere på gaden. Tendensen afspejlede udviklingen i andre europæiske lande, hvor man så et stigende antal hjemløse EU-migranter efter EU-udvidelserne mod øst i 2004 og 2007.

Det fik i 2007 den daværende velfærdsminister til at indskærpe over for den sociale sektor, at hjemløse udlændinge ikke måtte bo på danske herberger; fattige østeuropæere skulle ikke bruge Danmark som varmestue, lød udmeldingen. Det har i tiden efter været omstridt, hvorvidt EU-borgere har ret til at benytte offentligt finansierede tilbud som herberger og natcaféer – en rettighed, der blev slået fast i 2014. Udgangspunktet i flere politiske partier har dog været, at det ikke må blive for attraktivt for udenlandske borgere at leve i hjemløshed i Danmark. 

Den tankegang er svær at følge, når man kender til gadehjemløshedens udtryk.

Forpint og på vej væk

For de EU-borgere, som ankommer til Danmark uden en bolig eller som havner på gaden senere, tårner problemerne sig hurtigt op. Deres situation forværres markant i takt med den tid, de tilbringer i hjemløshed. Livet på gaden er en belastning både fysisk og psykisk, og det skubber de hjemløse EU-borgere ud i en endnu mere marginaliseret og fastlåst situation.

De hjemløse EU-borgere, som vi møder i vores arbejde på gaden, kæmper med svær psykisk sygdom, social isolation, fysiske lidelser og et livstruende forbrug af alkohol og stoffer. For mange af dem er problemerne begyndt i hjemlandet, og de fortæller os bl.a. om en barndom på børnehjem, overgreb og svigt i opvæksten, krigstraumer og sorg. De er ikke rejst til Danmark for at udnytte det danske velfærdssamfund. Fælles for dem er, at de er på vej væk fra noget. De kunne lige så godt være fra Silkeborg, for historierne er de samme som dem vi hører fra danske borgere i gadehjemløshed, men de kommer fra Dresden, Warszawa, Lyon og Göteborg, og derfor får de ingen støtte.

Et absolut minimum af hjælp

Skiftende socialministre i Danmark har godt nok udtalt, at ingen mennesker skal være tvunget til at lægge sig til at sove udenfor om vinteren. Og den politiske løsning har gennem årene været at afsætte midler til midlertidige nødherberger i årets koldeste måneder. 

Nødherbergerne, der må etableres på ny hvert år i november, tilbyder sengepladser på sovesale, varierer i kvalitet, og flere steder beror driften til dels på frivillig arbejdskraft. 

De drives i bedste hensigt, men en madras på en sovesal om vinteren udgør ikke et tilstrækkeligt tilbud til mennesker i hjemløshed. Nødherbergerne tilbyder overnatning, så hjemløse EU-borgere ikke skal dø af kulde på gaden i Danmark. Deres rolle er at løse en akut opbevaringssituation og ikke det alvorlige samfundsproblem med social marginalisering og hjemløshed.

I stedet for en hjælpende hånd får hjemløse udlændinge den kolde skulder. Eller de bliver mødt med straf.

Kriminalisering af hjemløshed

Efter en ophedet, offentlig debat vedrørende tilstedeværelsen af udenlandske gademigranter i Danmark, ændrede regeringen i 2017 ordensbekendtgørelsen med indførelsen af en såkaldt ”lejrlov” og siden udvidelser af politiets beføjelser i den sammenhæng. Det betød, at politiet fik mulighed for at give en bødestraf på 1.000 kroner og et zoneforbud for en hel kommune til personer, der opholdt sig i det der blev betegnet som en utryghedsskabende lejr.

Lovgivningen er en de facto kriminalisering af gadehjemløshed. Den er målrettet strategier, som mennesker i gadehjemløshed tager i brug for at komme igennem natten på gaden. Projekt Udenfor har i flere år anbefalet mennesker i gadehjemløshed at overnatte flere sammen og på befærdede områder. For så er hjælpen ikke langt væk, hvis de bliver overfaldet, alvorligt nedkølede eller syge. Lovgivningen har imidlertid bevirket, at flere sover alene og på afsides steder. Andre undgår helt at lægge sig til at sove om natten.

Sammen med den skærpede straf for tiggeri (også i 2017) har lejrloven langt overvejende ramt hjemløse EU-borgere fra Østeuropa end danske statsborgere.

Et alvorligt sygdomsbillede tegner sig på gaden

Flere hjemløse EU-borgere oplever fysisk udmattelse på grund af mangel på hvile og søvn, fordi de ikke tør lægge sig til at sove om natten. For andre er frygten for at blive anholdt en kilde til stress, angst og panikanfald. Men gruppens helbred skal også ses i et større perspektiv. En nyere undersøgelse af sundhedstilstanden blandt hjemløse migranter i Danmark vidner om et bredt og alvorligt sygdomsbillede. Det hænger sammen med deres begrænsede rettigheder i Danmark.

Personer uden fast bopæl i Danmark har ifølge Sundhedsloven kun adgang til akut sundhedshjælp. Det betyder, at hjemløse EU-borgere eksempelvis ikke har adgang til kontrolbesøg hos en praktiserende læge eller udredning, opfølgning og ikke-akut behandling i det danske sundhedsvæsen. De bliver jævnligt udskrevet til gaden efter et somatisk eller psykiatrisk hospitalsforløb, og flere går rundt med ubehandlede sygdomme, som undertiden udvikler sig til smertefulde, akutte og behandlingskrævende situationer.

Frit fald i velfærdsstaten

Bo Heide-Jochimsen

De hjemløse EU-borgeres tilværelse på gaden i Danmark kan beskrives som værende i frit fald, fordi der ikke er noget system til at gribe dem.  Den opgave er overladt private og frivillige organisationer, der sætter ind, hvor de kan, eller enkelte medarbejdere f.eks. i sundhedsvæsenet, der kæmper med systemet, som forhindrer dem i at gøre deres arbejde.

Den danske stat forholder sig til gruppen af hjemløse EU-borgere ved at gøre deres tilværelse i Danmark mere vanskelig, ved at fremmedgøre dem og ved besvare deres oplevelsesstrategier med straf. Men de kommer hverken ud af hjemløshed eller bliver færre af, at vi behandler dem dårligt.

Anne-Sofie Maini-Thorsen

Debatindlægget er en forkortet udgave af artiklen
I frit fald - Social Kritik nr. 165
(for medlemmer og abonnenter)

// MERE DEBAT //

Vis mere ↓
Læs hele...

Brun deroute

DEBAT:
Kommentar til “Brun omsorg” essay
juli 2022

SOCIAL KRITIK 2022-1 #165
(åben PDF)
af Anne Sofie Broe Hansen (pædagog, misbrugsbehandler og tidl. uddannelsesleder)

Der har været en slags bølge af skriv og dokumentering af de brune værtshuse. Her tænker jeg specifikt på bogen Stamsteder og Lærke Sick Broskov Jensens essay "Brun omsorg", som blev bragt i Social Kritik nr. 165. Værtshusene bliver her ophøjet til et støttende, samfundsopgaveløsende og socialt hjælpesystem, som er der for borgere der ellers falder uden for systemet.
Nu vil jeg lige sige, at jeg er fuldstændig enig i, at værtshusene har en funktion, at det kan være et fantastisk fællesskab, at vi har brug for steder som ikke er renskurede og politisk korrekte, som kan rumme alle mennesker og jeg har fuld forståelse for at de unge nyder at komme de steder, for der ér en afslappethed, autencitet og intimitet som er svær at finde andre steder. Og det kan også være lidt en kuriositet. Det kan være sjovt at komme og se og høre på alle stamkunderne, som jo har en jargon og et fællesskab som kan virke fantastisk udefra.

Så har jeg sunget min lovsang for værtshusene. Der er bare også en anden side, som helt går fløjten i de unges beskrivelser.
Jeg har selv været storforbruger af værtshuse. Hvor andre mennesker har fixpunkter i deres historie som f.eks. hvor de har boet – så har jeg efter hvilket værtshus der var mit stamsted i den givne periode. Jeg kommer fra en lægefamilie i Nordsjælland, som var præget af stof- og alkoholmisbrug. Min far (lægen) døde af sit misbrug da jeg var 16 år, hvorefter jeg blev sendt til Australien i et år. Mens jeg var væk, fik min mor solgt praksis og flyttede til København, i en fed lejlighed på Øster Søgade, hvor vi så skulle starte et nyt liv, hun og jeg. Mine ældre søskende, de var ’i vej’.
Men efter en barndom præget af at begge mine forældre var misbrugere, var det ikke lige det jeg kunne finde ud af da jeg kom hjem som 17-årig. Min mor havde ellers arrangeret at jeg skulle starte på Øster Borgerdyd Gymnasium – men det var bare slet ikke der jeg var. Min mor var også stadig i noget misbrug, og helt benægtende omkring alle de oplevelser jeg havde haft med hende og min far, og de nuværende jeg havde med hende. Jeg var sorgfuld, vred og frustreret og det sidste jeg ville, var at give min mor den ’sejr’ det ville være for hende at jeg tog på gymnasiet og derefter fik en god, solid, videregående uddannelse.
Jeg kunne heller ikke finde ud af at samle op på mine gamle venner og bekendte. De var startet på forskellige gymnasier, var i nye kæresteforhold osv., og jeg følte mig i den grad forkert og udenfor det hele. Som en elefant i en glasbutik.
Jeg var på alle måder præget af ’Voksen Barn problematikker’ – men det vidste jeg jo ikke noget om dengang.
Jeg fandt hurtigt ud af, at det bedste det var at drikke – så kunne jeg lidt bedre holde det hele ud. Så kunne jeg glemme alt det jeg burde gå i gang med, for en stund. Når jeg var nede og hente øl og vin hos købmanden, så sad der ofte en fyr, Jan, udenfor. Hæs, fuld, skæv og pissecharmerende, syntes jeg. Helt anderledes end det forstilte og påtagede facadeliv jeg var vokset op i. Han var ægte og autentisk! Jan kom på Silver Dollar på Sølvtorvet. Jeg gik med derop – og så var jeg solgt. Jeg var ikke til at drive ud igen. Det blev over 20 år som stamgæst på især fem ’brune værtshuse’, som lå – og ligger, forskellige steder i København.

I starten var mit værtshusliv som sagt min overspringshandling, senere blev det min undskyldning og til sidst min undergang. Og jeg har set rigtig mange mennesker med samme skæbne. Mennesker fuldstændig ødelagte af alkohol. En af mine værtshusvenner fik skrumpelever, men ville hellere dø af druk end stoppe. Så sad han der med sin store, hævede, gummiagtige lever (’sjovt’ at det hedder skrumpelever) og drak videre til han døde. En anden fik kræft i spiserøret, og havde et hul i halsen – men det fik heller ikke ham til at stoppe med at drikke, og han døde da også. Det siger bare lidt om den afhængighed der bor på bodegaerne.
Så jeg får en ubehagelig reaktion når jeg læser det, ellers så fint skrevne, essay af Lærke, hvor der på 10 sider bliver redegjort for værtshusets lyksaligheder, hvor der bliver brugt udtryk som ’en arena af autentisk omsorg’ eller at ’de ellers uddøende bodegaer faktisk er en ressource i samfundet, da de støtter borgere, der ellers er udenfor systemet’, at ’bodegaerne yder hjælp inden for voksenudredningstemaerne egenomsorg, samfundsliv, sundhedsforhold, praktiske opgaver og relationer’ og at man ’som bartender er både advokat, skilsmisseadvokat, socialrådgiver – hele paletten’ og at ’flere bodegaer identificerer sig som en slags socialkontor’!
Hold da helt op! Det er det samme når en frisør kalder sig selv terapeut. Så tænderskærende præget af manglende indsigt.
For der er den anden side, ikke?
Den der autenticitet, den handler (også) om at mange på værtshusene er skidefulde (ja, det er de faktisk!) og at der gælder andre sociale spilleregler der. Ofte er det den der råber højest der bliver hørt. Og så er der bare et gran af sandhed i det med at ’når sprutten går ind, så går hjernen ud’ og at ’sandheden skal man høre fra børn og fulde folk’. Jeg tror, at det er dét der virker ’autentisk’ på folk der dumper ned på barstolen udefra.
’Borgerne’ er kunder! Ofte er det ejeren selv der er i baren på de små værtshuse, og de vil gå langt for at holde på deres kunder. At lave en gryde mad eller hjælpe med at betale en regning, kan betyde mange tusinde kroner ekstra i kassen. For så bliver kunderne der. Et socialkontor? Så må man sige med omvendt fortegn – det er i hvert fald et sted mange brænder deres offentlige ydelser af på no time, og så i øvrigt laver en ny regning, når den gamle lige er blevet betalt. På den måde bliver det også det brune fængsel.
Der bliver også skrevet noget med, at bodegagæster ikke nødvendigvis drikker umådeholdent, at folk jo ikke bare sejler rundt på værtshusene. Så det kan jo umuligt bare være det der trækker… En alkoholiker er kendetegnet ved at kunne have en høj promille uden at virke synderligt fuld, det er det man kalder at have en funktionspromille. Til gengæld er det en nødvendighed at få sin alkohol, hvis vedkommende ikke skal have abstinenser. Og for ikke at virke alt for alkoholikeragtig, så er det ret afgørende at have en flok drikkevenner, som drikker lige så meget som én selv.Til gengæld kan jeg love dig, at hvis en inkarneret alkoholiker skal til familiefest, med fin middag og slips – så vil vedkommende svede tran, ikke bare af længsel efter at kunne drikke ’ordentligt igennem’, men også af angst, fordi vedkommende har vænnet sig helt af med/ikke kender de ’helt almindelige’ spilleregler i en sådan situation. De vil føle sig meget anderledes end resten af selskabet. Og sikkert gå tidligt, så de kan komme tilbage på bodegaen, hvor de er de normale.
Relationerne hører til på værtshuset. Ja, de er der og det er rigtig godt og rart at komme ’hjem’ til – men det er jo ikke sådan, at de er der hvis du f.eks. vil holde op med at drikke. Så er du ikke sjov længere, og værre endnu – du får de andre til at virke som en flok alkoholikere, og det bryder vi os altså ikke om! I øvrigt, så har I ikke noget at snakke om længere. Der er virkelig en stor og mærkbar forskel på at være drikkende og ikke-drikkende.
Jeg prøvede at holde (lidt) op med at drikke som 21-årig, men jeg kom stadig på værtshuset (for det var jo min dagligstue, som der også bliver skrevet om i essayet) og det var jo mine venner der var dernede. Jeg drak Nab (alkoholfri, meget vandet øl), men det var kun et spørgsmål om tid, så var jeg tilbage på den almindelige øl – for jeg ændrede jo ikke noget i mit liv, udover promilleindtaget, og det var ærlig talt sjovere at være på værtshuset med et par promille i blodet. Og mine ’venner’, de nødede mig da også, for det er sgu ikke særlig sjovt at hænge ud med en ædru i længden.

Anne Sofie Broe Hansen
DAC-uddannelsen

Et helt andet aspekt til denne ’debat’, og når nu der bliver skrevet seriøst, at det brune værtshus udfylder en ressourcerig samfundsopgave, så må jeg også lige spørge: hvad med familierne derhjemme? De bliver slet ikke nævnt. Eller gælder alle ordene kun for den single mand over 70? For derhjemme, mens den anden part får serveret mad, får stabiliseret sine abstinenser og betalt sine regninger nede på værtshuset, så er der kvinder eller mænd og børn der sidder og gruer for at vedkommende skal komme hjem. Eller om vedkommende kommer hjem. Bange, utrygge børn, som tager skade for livet. Frustrerede, vrede ægtefolk, der ved, at nu betyder alle de ringende klokker på bodegaen, endnu en måned med for få penge på husholdningskontoen. Men så er det jo godt, at bartenderen også er ’skilsmisseadvokat’?!
Da jeg, af en fagforening, ikke af bodegaen, fik hjælp til at komme i behandling for min alkoholafhængighed, så endte jeg i et stort limbo. Alene. Der var ikke nogen der ringede for at høre hvordan jeg havde det, eller kom på besøg. I det øjeblik jeg ikke længere kom på værtshuset, eller værtshusene, var jeg ude. Out of the bar, out of mind. Jeg siger det ikke på en selvmedlidende måde, for det var det helt rigtige, og den eneste måde jeg kunne blive ædru på – jeg siger det bare for at anfægte endnu et udsagn i essayet: ’en gennemgående observation er, at man i bodegamiljøet sørger for at holde opsyn med hinanden. Der eksisterer konsensus om, at man tjekker op på hinanden. Så hvis en stamgæst bryder sin sædvanlige fremmøderytme, kontakter enten bartenderen eller en af de andre stamgæster den udeblevne stamgæst’. Sludder – det kan man simpelthen ikke påstå på en sådan generel måde.
Nu har jeg været ædru i 18 år. Og jeg véd, at skulle jeg tage tilbagefald, så ville jeg være på et værtshus hurtigere end lynet. For tanken om den dejlige, fordrukne, frie puppe det var, kan stadig trække i mig. Men lad os lade være med at romantisere de brune værtshuse, for de er også derouternes højborg og et sted hvor folk går til grunde.Som jeg siger til min søn på 29, som elsker de brune værtshuse på Nørrebro og Vesterbro – hyg dig min ven, men lad være med at tillægge stederne større værdi end godt er.

Læs artiklen (åben)
Brun omsorg - Social Kritik nr. 165

// MERE DEBAT //

Vis mere ↓
Læs hele...