Archive

TEMA 72 SIDER - LÆS UDDRAG HER

LÆS ONLINE: enkeltsidet

Bladreudgave som opslag

Social Kritik nr.162 /2021-1

Temanummer april 2021:

INDHOLDSOVERSIGT

Leder

Solhaven-sagen. En case om mediernes betydning i den socialfaglige debat af Benny Lihme

Forord

Redaktørernes forord

Afsnit 1: Søren, familien og Solhaven

Afsnit 2: Solhaven og de positive medier. Et transparent opholdssted med et utal af (minister)besøg

Afsnit 3: Anbringelser. Godt mediestof

Afsnit 4: Truede børn. Er bedre som ofre end truende unge

Afsnit 5: DR's kronvidner. ”Skal nok få jer ned…Solhaven er et ludersted man!!!”

Afsnit 6: Gode anbringelser. Dårligt mediestof

Afsnit 7: Medieskabte professionelle ofre?

Myndighedsopgøret om Solhaven – kommunen og byretten
af Frank Cloyd Ebsen

Efterskrift af Henrik Garlik

Pressemeddelelse (PDF)

KØB

(175 kr. + forsendelse)

Læs om kommende numre

Social Kritik nr. 161 - maj 2020

INDHOLDSOVERSIGT

Mette Bladt & John Gulløv
Introduktion til Temanummer:
OM PÆDAGOGIK, UNGDOM OG URBANITET

Helene Falkenberg & Rasmus Præstmann Hansen
AT FEJRE OG FRYGTE URBAN MANGFOLDIGHED

Lond Bæk Brøndsted
DE SØDE OG PSYKOPATERNE
- eksempler på måder at bekymre sig for uroskabende børn og unge på i SSP-samarbejdet

John Gulløv, Vibe Larsen & Üzeyir Tireli
UDSAT FOR KRITISKE BLIKKE
- om minoritetsdanske unges tryghed og marginalisering i byen

Mette Bladt & Rasmus Christensen
"FORDI VI IKKE VIL VÆRE FUCKING TABERE"
- om unge på gaden, og hvad vi kan lære af dem

Ditta Tofteng & Lisbeth Madsen
OM AT SIDDE PÅ HÆNDERNE OG GÅ ALL IN
- deltagelse som pædagogisk handlerepertoire

Michelle Skovgaard
POLITISK INDBLANDING I DET SOCIALFAGLIGE FELT BIDRAGER TIL KOMPLEKSITET - IKKE LØSNINGER

Rasmus Præstmann Hansen
SERIØST (OG) SJOVT - NÅR UNGE GÅR TIL DANS

Üzeyir Tireli
FRIVILLIGE I SOCIALPÆDAGOGISK UNGDOMSARBEJDE
Potentialer og bekymringer

Benny Lihme
ALT FAST GÅR OP I RØG (anm.)

Knud Vilby
DEMOKRATIETS KLOKKEKURVE (anm.)

Morten Thing
BARE DAMER (anm.)

Peter Thielst
NÅR PATRIARKATETS MAGT SÆTTER SIG PÅ SPROGET - OG BEVIDSTHEDEN (anm.)

MINDEORD OM BENNY LIHME:
Anders La Cour
BENNY NÅEDE AT VÆRE REDAKTØR FOR SOCIAL KRITIK I 32 ÅR

Tine Rask Eriksen
EN POSTHUM HILSEN TIL BENNY

Flemming Røgilds
TIMEOUT: Til Benny Lihme

OPEN ACCESS ARTIKEL fra nummeret (PDF)

Mette Bladt & Rasmus Christensen:
“FORDI VI IKKE VIL VÆRE FUCKING TABERE”
– om unge på gaden, og hvad vi kan lære af dem

kr. 175,00 (+ lev.)

af Bo Heide-Jochimsen & Anne-Sofie Maini-Thorsen
(Projekt Udenfor)

SOCIAL KRITIK 2022-1 (#165)

Ovenstående er blot et udsnit af de alvorlige problematikker, som vi ser blandt mennesker, der lever i gadehjemløshed i Danmark. I Projekt Udenfor arbejder vi med dem, som, vi vurderer, har allermest brug for vores hjælp. Det er mennesker, der overlades til sig selv og deres elendighed på gaden og i samfundet. I de sidste 15 år har EU-borgere udgjort en stigende andel af målgruppen, og situationen er bekymrende. 

Fordi de er EU-borgere, har de ret til at være her, men deres sociale rettigheder er bundet op på lovligt ophold, som kan være svært at dokumentere. I praksis får de derfor ingen hjælp fra det danske system.

EU-borgere på gaden

Omkring 2007 begyndte organisationer i København at observere betydeligt flere EU-borgere på gaden. Tendensen afspejlede udviklingen i andre europæiske lande, hvor man så et stigende antal hjemløse EU-migranter efter EU-udvidelserne mod øst i 2004 og 2007.

Det fik i 2007 den daværende velfærdsminister til at indskærpe over for den sociale sektor, at hjemløse udlændinge ikke måtte bo på danske herberger; fattige østeuropæere skulle ikke bruge Danmark som varmestue, lød udmeldingen. Det har i tiden efter været omstridt, hvorvidt EU-borgere har ret til at benytte offentligt finansierede tilbud som herberger og natcaféer – en rettighed, der blev slået fast i 2014. Udgangspunktet i flere politiske partier har dog været, at det ikke må blive for attraktivt for udenlandske borgere at leve i hjemløshed i Danmark. 

Den tankegang er svær at følge, når man kender til gadehjemløshedens udtryk.

Forpint og på vej væk

For de EU-borgere, som ankommer til Danmark uden en bolig eller som havner på gaden senere, tårner problemerne sig hurtigt op. Deres situation forværres markant i takt med den tid, de tilbringer i hjemløshed. Livet på gaden er en belastning både fysisk og psykisk, og det skubber de hjemløse EU-borgere ud i en endnu mere marginaliseret og fastlåst situation.

De hjemløse EU-borgere, som vi møder i vores arbejde på gaden, kæmper med svær psykisk sygdom, social isolation, fysiske lidelser og et livstruende forbrug af alkohol og stoffer. For mange af dem er problemerne begyndt i hjemlandet, og de fortæller os bl.a. om en barndom på børnehjem, overgreb og svigt i opvæksten, krigstraumer og sorg. De er ikke rejst til Danmark for at udnytte det danske velfærdssamfund. Fælles for dem er, at de er på vej væk fra noget. De kunne lige så godt være fra Silkeborg, for historierne er de samme som dem vi hører fra danske borgere i gadehjemløshed, men de kommer fra Dresden, Warszawa, Lyon og Göteborg, og derfor får de ingen støtte.

Et absolut minimum af hjælp

Skiftende socialministre i Danmark har godt nok udtalt, at ingen mennesker skal være tvunget til at lægge sig til at sove udenfor om vinteren. Og den politiske løsning har gennem årene været at afsætte midler til midlertidige nødherberger i årets koldeste måneder. 

Nødherbergerne, der må etableres på ny hvert år i november, tilbyder sengepladser på sovesale, varierer i kvalitet, og flere steder beror driften til dels på frivillig arbejdskraft. 

De drives i bedste hensigt, men en madras på en sovesal om vinteren udgør ikke et tilstrækkeligt tilbud til mennesker i hjemløshed. Nødherbergerne tilbyder overnatning, så hjemløse EU-borgere ikke skal dø af kulde på gaden i Danmark. Deres rolle er at løse en akut opbevaringssituation og ikke det alvorlige samfundsproblem med social marginalisering og hjemløshed.

I stedet for en hjælpende hånd får hjemløse udlændinge den kolde skulder. Eller de bliver mødt med straf.

Kriminalisering af hjemløshed

Efter en ophedet, offentlig debat vedrørende tilstedeværelsen af udenlandske gademigranter i Danmark, ændrede regeringen i 2017 ordensbekendtgørelsen med indførelsen af en såkaldt ”lejrlov” og siden udvidelser af politiets beføjelser i den sammenhæng. Det betød, at politiet fik mulighed for at give en bødestraf på 1.000 kroner og et zoneforbud for en hel kommune til personer, der opholdt sig i det der blev betegnet som en utryghedsskabende lejr.

Lovgivningen er en de facto kriminalisering af gadehjemløshed. Den er målrettet strategier, som mennesker i gadehjemløshed tager i brug for at komme igennem natten på gaden. Projekt Udenfor har i flere år anbefalet mennesker i gadehjemløshed at overnatte flere sammen og på befærdede områder. For så er hjælpen ikke langt væk, hvis de bliver overfaldet, alvorligt nedkølede eller syge. Lovgivningen har imidlertid bevirket, at flere sover alene og på afsides steder. Andre undgår helt at lægge sig til at sove om natten.

Sammen med den skærpede straf for tiggeri (også i 2017) har lejrloven langt overvejende ramt hjemløse EU-borgere fra Østeuropa end danske statsborgere.

Et alvorligt sygdomsbillede tegner sig på gaden

Flere hjemløse EU-borgere oplever fysisk udmattelse på grund af mangel på hvile og søvn, fordi de ikke tør lægge sig til at sove om natten. For andre er frygten for at blive anholdt en kilde til stress, angst og panikanfald. Men gruppens helbred skal også ses i et større perspektiv. En nyere undersøgelse af sundhedstilstanden blandt hjemløse migranter i Danmark vidner om et bredt og alvorligt sygdomsbillede. Det hænger sammen med deres begrænsede rettigheder i Danmark.

Personer uden fast bopæl i Danmark har ifølge Sundhedsloven kun adgang til akut sundhedshjælp. Det betyder, at hjemløse EU-borgere eksempelvis ikke har adgang til kontrolbesøg hos en praktiserende læge eller udredning, opfølgning og ikke-akut behandling i det danske sundhedsvæsen. De bliver jævnligt udskrevet til gaden efter et somatisk eller psykiatrisk hospitalsforløb, og flere går rundt med ubehandlede sygdomme, som undertiden udvikler sig til smertefulde, akutte og behandlingskrævende situationer.

Frit fald i velfærdsstaten

Bo Heide-Jochimsen

De hjemløse EU-borgeres tilværelse på gaden i Danmark kan beskrives som værende i frit fald, fordi der ikke er noget system til at gribe dem.  Den opgave er overladt private og frivillige organisationer, der sætter ind, hvor de kan, eller enkelte medarbejdere f.eks. i sundhedsvæsenet, der kæmper med systemet, som forhindrer dem i at gøre deres arbejde.

Den danske stat forholder sig til gruppen af hjemløse EU-borgere ved at gøre deres tilværelse i Danmark mere vanskelig, ved at fremmedgøre dem og ved besvare deres overlevelsesstrategier med straf. Men de kommer hverken ud af hjemløshed eller bliver færre af, at vi behandler dem dårligt.

Anne-Sofie Maini-Thorsen

Debatindlægget er en forkortet udgave af artiklen
I frit fald - Social Kritik nr. 165
(for medlemmer og abonnenter)

// MERE DEBAT //

SOCIAL KRITIK 2022-1 #165
(åben PDF)

af Anne Sofie Broe Hansen (pædagog, misbrugsbehandler og tidl. uddannelsesleder)

Der har været en slags bølge af skriv og dokumentering af de brune værtshuse. Her tænker jeg specifikt på bogen Stamsteder og Lærke Sick Broskov Jensens essay "Brun omsorg", som blev bragt i Social Kritik nr. 165. Værtshusene bliver her ophøjet til et støttende, samfundsopgaveløsende og socialt hjælpesystem, som er der for borgere der ellers falder uden for systemet.
Nu vil jeg lige sige, at jeg er fuldstændig enig i, at værtshusene har en funktion, at det kan være et fantastisk fællesskab, at vi har brug for steder som ikke er renskurede og politisk korrekte, som kan rumme alle mennesker og jeg har fuld forståelse for at de unge nyder at komme de steder, for der ér en afslappethed, autencitet og intimitet som er svær at finde andre steder. Og det kan også være lidt en kuriositet. Det kan være sjovt at komme og se og høre på alle stamkunderne, som jo har en jargon og et fællesskab som kan virke fantastisk udefra.

Så har jeg sunget min lovsang for værtshusene. Der er bare også en anden side, som helt går fløjten i de unges beskrivelser.
Jeg har selv været storforbruger af værtshuse. Hvor andre mennesker har fixpunkter i deres historie som f.eks. hvor de har boet – så har jeg efter hvilket værtshus der var mit stamsted i den givne periode. Jeg kommer fra en lægefamilie i Nordsjælland, som var præget af stof- og alkoholmisbrug. Min far (lægen) døde af sit misbrug da jeg var 16 år, hvorefter jeg blev sendt til Australien i et år. Mens jeg var væk, fik min mor solgt praksis og flyttede til København, i en fed lejlighed på Øster Søgade, hvor vi så skulle starte et nyt liv, hun og jeg. Mine ældre søskende, de var ’i vej’.
Men efter en barndom præget af at begge mine forældre var misbrugere, var det ikke lige det jeg kunne finde ud af da jeg kom hjem som 17-årig. Min mor havde ellers arrangeret at jeg skulle starte på Øster Borgerdyd Gymnasium – men det var bare slet ikke der jeg var. Min mor var også stadig i noget misbrug, og helt benægtende omkring alle de oplevelser jeg havde haft med hende og min far, og de nuværende jeg havde med hende. Jeg var sorgfuld, vred og frustreret og det sidste jeg ville, var at give min mor den ’sejr’ det ville være for hende at jeg tog på gymnasiet og derefter fik en god, solid, videregående uddannelse.
Jeg kunne heller ikke finde ud af at samle op på mine gamle venner og bekendte. De var startet på forskellige gymnasier, var i nye kæresteforhold osv., og jeg følte mig i den grad forkert og udenfor det hele. Som en elefant i en glasbutik.
Jeg var på alle måder præget af ’Voksen Barn problematikker’ – men det vidste jeg jo ikke noget om dengang.
Jeg fandt hurtigt ud af, at det bedste det var at drikke – så kunne jeg lidt bedre holde det hele ud. Så kunne jeg glemme alt det jeg burde gå i gang med, for en stund. Når jeg var nede og hente øl og vin hos købmanden, så sad der ofte en fyr, Jan, udenfor. Hæs, fuld, skæv og pissecharmerende, syntes jeg. Helt anderledes end det forstilte og påtagede facadeliv jeg var vokset op i. Han var ægte og autentisk! Jan kom på Silver Dollar på Sølvtorvet. Jeg gik med derop – og så var jeg solgt. Jeg var ikke til at drive ud igen. Det blev over 20 år som stamgæst på især fem ’brune værtshuse’, som lå – og ligger, forskellige steder i København.

I starten var mit værtshusliv som sagt min overspringshandling, senere blev det min undskyldning og til sidst min undergang. Og jeg har set rigtig mange mennesker med samme skæbne. Mennesker fuldstændig ødelagte af alkohol. En af mine værtshusvenner fik skrumpelever, men ville hellere dø af druk end stoppe. Så sad han der med sin store, hævede, gummiagtige lever (’sjovt’ at det hedder skrumpelever) og drak videre til han døde. En anden fik kræft i spiserøret, og havde et hul i halsen – men det fik heller ikke ham til at stoppe med at drikke, og han døde da også. Det siger bare lidt om den afhængighed der bor på bodegaerne.
Så jeg får en ubehagelig reaktion når jeg læser det, ellers så fint skrevne, essay af Lærke, hvor der på 10 sider bliver redegjort for værtshusets lyksaligheder, hvor der bliver brugt udtryk som ’en arena af autentisk omsorg’ eller at ’de ellers uddøende bodegaer faktisk er en ressource i samfundet, da de støtter borgere, der ellers er udenfor systemet’, at ’bodegaerne yder hjælp inden for voksenudredningstemaerne egenomsorg, samfundsliv, sundhedsforhold, praktiske opgaver og relationer’ og at man ’som bartender er både advokat, skilsmisseadvokat, socialrådgiver – hele paletten’ og at ’flere bodegaer identificerer sig som en slags socialkontor’!
Hold da helt op! Det er det samme når en frisør kalder sig selv terapeut. Så tænderskærende præget af manglende indsigt.
For der er den anden side, ikke?
Den der autenticitet, den handler (også) om at mange på værtshusene er skidefulde (ja, det er de faktisk!) og at der gælder andre sociale spilleregler der. Ofte er det den der råber højest der bliver hørt. Og så er der bare et gran af sandhed i det med at ’når sprutten går ind, så går hjernen ud’ og at ’sandheden skal man høre fra børn og fulde folk’. Jeg tror, at det er dét der virker ’autentisk’ på folk der dumper ned på barstolen udefra.
’Borgerne’ er kunder! Ofte er det ejeren selv der er i baren på de små værtshuse, og de vil gå langt for at holde på deres kunder. At lave en gryde mad eller hjælpe med at betale en regning, kan betyde mange tusinde kroner ekstra i kassen. For så bliver kunderne der. Et socialkontor? Så må man sige med omvendt fortegn – det er i hvert fald et sted mange brænder deres offentlige ydelser af på no time, og så i øvrigt laver en ny regning, når den gamle lige er blevet betalt. På den måde bliver det også det brune fængsel.
Der bliver også skrevet noget med, at bodegagæster ikke nødvendigvis drikker umådeholdent, at folk jo ikke bare sejler rundt på værtshusene. Så det kan jo umuligt bare være det der trækker… En alkoholiker er kendetegnet ved at kunne have en høj promille uden at virke synderligt fuld, det er det man kalder at have en funktionspromille. Til gengæld er det en nødvendighed at få sin alkohol, hvis vedkommende ikke skal have abstinenser. Og for ikke at virke alt for alkoholikeragtig, så er det ret afgørende at have en flok drikkevenner, som drikker lige så meget som én selv.Til gengæld kan jeg love dig, at hvis en inkarneret alkoholiker skal til familiefest, med fin middag og slips – så vil vedkommende svede tran, ikke bare af længsel efter at kunne drikke ’ordentligt igennem’, men også af angst, fordi vedkommende har vænnet sig helt af med/ikke kender de ’helt almindelige’ spilleregler i en sådan situation. De vil føle sig meget anderledes end resten af selskabet. Og sikkert gå tidligt, så de kan komme tilbage på bodegaen, hvor de er de normale.
Relationerne hører til på værtshuset. Ja, de er der og det er rigtig godt og rart at komme ’hjem’ til – men det er jo ikke sådan, at de er der hvis du f.eks. vil holde op med at drikke. Så er du ikke sjov længere, og værre endnu – du får de andre til at virke som en flok alkoholikere, og det bryder vi os altså ikke om! I øvrigt, så har I ikke noget at snakke om længere. Der er virkelig en stor og mærkbar forskel på at være drikkende og ikke-drikkende.
Jeg prøvede at holde (lidt) op med at drikke som 21-årig, men jeg kom stadig på værtshuset (for det var jo min dagligstue, som der også bliver skrevet om i essayet) og det var jo mine venner der var dernede. Jeg drak Nab (alkoholfri, meget vandet øl), men det var kun et spørgsmål om tid, så var jeg tilbage på den almindelige øl – for jeg ændrede jo ikke noget i mit liv, udover promilleindtaget, og det var ærlig talt sjovere at være på værtshuset med et par promille i blodet. Og mine ’venner’, de nødede mig da også, for det er sgu ikke særlig sjovt at hænge ud med en ædru i længden.

Anne Sofie Broe Hansen
DAC-uddannelsen

Et helt andet aspekt til denne ’debat’, og når nu der bliver skrevet seriøst, at det brune værtshus udfylder en ressourcerig samfundsopgave, så må jeg også lige spørge: hvad med familierne derhjemme? De bliver slet ikke nævnt. Eller gælder alle ordene kun for den single mand over 70? For derhjemme, mens den anden part får serveret mad, får stabiliseret sine abstinenser og betalt sine regninger nede på værtshuset, så er der kvinder eller mænd og børn der sidder og gruer for at vedkommende skal komme hjem. Eller om vedkommende kommer hjem. Bange, utrygge børn, som tager skade for livet. Frustrerede, vrede ægtefolk, der ved, at nu betyder alle de ringende klokker på bodegaen, endnu en måned med for få penge på husholdningskontoen. Men så er det jo godt, at bartenderen også er ’skilsmisseadvokat’?!
Da jeg, af en fagforening, ikke af bodegaen, fik hjælp til at komme i behandling for min alkoholafhængighed, så endte jeg i et stort limbo. Alene. Der var ikke nogen der ringede for at høre hvordan jeg havde det, eller kom på besøg. I det øjeblik jeg ikke længere kom på værtshuset, eller værtshusene, var jeg ude. Out of the bar, out of mind. Jeg siger det ikke på en selvmedlidende måde, for det var det helt rigtige, og den eneste måde jeg kunne blive ædru på – jeg siger det bare for at anfægte endnu et udsagn i essayet: ’en gennemgående observation er, at man i bodegamiljøet sørger for at holde opsyn med hinanden. Der eksisterer konsensus om, at man tjekker op på hinanden. Så hvis en stamgæst bryder sin sædvanlige fremmøderytme, kontakter enten bartenderen eller en af de andre stamgæster den udeblevne stamgæst’. Sludder – det kan man simpelthen ikke påstå på en sådan generel måde.
Nu har jeg været ædru i 18 år. Og jeg véd, at skulle jeg tage tilbagefald, så ville jeg være på et værtshus hurtigere end lynet. For tanken om den dejlige, fordrukne, frie puppe det var, kan stadig trække i mig. Men lad os lade være med at romantisere de brune værtshuse, for de er også derouternes højborg og et sted hvor folk går til grunde.Som jeg siger til min søn på 29, som elsker de brune værtshuse på Nørrebro og Vesterbro – hyg dig min ven, men lad være med at tillægge stederne større værdi end godt er.

Læs artiklen (åben)
Brun omsorg - Social Kritik nr. 165

// MERE DEBAT //

[pdfjs-viewer attachment_id=2041 url=https://socialkritik.dk/2020/wp-content/uploads/2022/04/Social-Kritik-intro-165_udsatte-liv_april-2022-opslag.pdf viewer_width=0 viewer_height=0 url=https://socialkritik.dk/2020/wp-content/uploads/2022/04/Social-Kritik-intro-165_udsatte-liv_april-2022-opslag.pdf download=false print=true fullscreen=true fullscreen_target=false fullscreen_text="FULD SKÆRM" zoom=auto ]

PDF

Læs resten af nummeret på skærm (enkeltsidet / abonnenter)

[pvfw-embed viewer_id="5622" width="100%" height="800" iframe_title="65"]

Fuldskærm, zoom, søgning og navigation aktiveres i dokumentets overkant.

#165 // enkeltsidet læsning (mindre skærme)

[pvfw-embed viewer_id="5616" width="100%" height="800" iframe_title="65-single"]

Fuldskærm, zoom, søgning og navigation aktiveres i dokumentets overkant.

#165 // læs som opslag

12. februar 2022

Call: Tema om BØRN

I denne tid, hvor Covid-19 pandemien er ved at miste sit greb om os alle, er det værd at se på det samfund vi havde og skal have igen. Børn har haft en særlig position. De små børn var først hjemme med forældre, som skulle passe dem, så kom de i renskurede institutioner og blev mindre syge, og endte så med at komme i institutioner, hvor rengøringsniveauet var faldet til det normale for atter at blive forkølede og nu også corona-ramte. For skolebørnene var der skole, hjemsendelse, selvpasning via skærmen. Eller guddommelige spil, snapchat med veninderne, og uendelige billeder på TikTok og Instagram. De unge skulle både være på uddannelsen, være hjemme og være på Zoom, hvor underviserne kedede sig med fem billeder og 25 sorte huller med og uden lyd. Eksaminerne blev næsten opretholdt, og det faglige niveau for alle forblev u-undersøgt. I dag lader alle som om, at der ikke er mistet noget undervejs – så kan vi spare et års uddannelse?

Organiseringen af arbejdet har været hierarkisk og centralt styret. Statslige sundhedsmyndigheder bombarderede med retningslinjer for god adfærd. Test af private firmaer til en rigtig god betaling var almindeligt. Der var tvangshjemsendelse af børn og forældre. Kommuner skulle sikre sundheden, og især undgå at de gamle gik til. Pædagoger, lærere, socialrådgivere, sygeplejersker og akademiske uddannede prøvede på bedste vis at tage sig af børn og unge. Var det godt nok? Børn og unges liv før og især under Covid-19 viser meget enkelt, at mange spiller en rolle. Dem selv, forældre, søskende, det sted de bor, de daginstitutioner de kommer i og de pædagoger som møder dem der. Skolens lærere og ledelse, ungdomsuddannelserne og de isolerede efterskoler samt de videregående uddannelser, hvor intet er som før – eller er det?

Dette temanummer kan godt handle om Covid-19, men det er børns situation i resten af 2022 og frem, som er temaet. Det kan handle om børn, unge, forældre, familie, venner og bekendte som møder børn. Om medarbejdere i kommunen, i daginstitutionen, i skolen men også på sygehuset, i fængslet, på bostedet og ikke mindst lovgivning. Hvornår og hvordan sikres børn et udviklende liv, og er det godt nok det der foregår? Hvor frie er børn egentlig, og hvad kan de selv bestemme – er det en illusion eller er friheden til at være på skærm om natten den sikre frihed?

Hvad kan vi som samfund, hvad skal vi som samfund, og hvem har ansvar for børn i dette samfund? Det er de overordnede spørgsmål. Artikler kan fx handle om:

• Er vejledninger og kampagner om sundhed godt for et barn eller/og belastende for en familie? For små? For store?
• Når de sociale myndigheder for sent eller for tidligt ud til de sårbare og udsatte børn og unge?
• Lever pædagoger, lærere, socialrådgivere o.l. op til deres ansvar for at skabe et godt børneliv – og hvad kan det begrundes med?
• Hvor opdelt skal børns verden være – hvor mange siloer i staten, i kommunen og i det private skal børn kunne rumme? Er det godt nok eller skal noget forandres?
• Er sociale medier i det digitale univers frugtbare for børn og unge – hvornår og hvornår ikke?
• Efter Covid19 pandemien, skylder samfundet så børn og unge noget? og hvad skal det så være?

Fristen for at indsende artikler (maksimum 24.000 anslag inkl. mellemrum) er 15. august 2022.

Spørgsmål til temanummeret kan rettes til:

Frank Ebsen (freb@kp.dk) og Mette Bladt (mette@socialkritik.dk)

Se forfattervejledninger generelt
PDF-udgave af dette call for papers

Mere om 2021-3, køb og abonnement

Læs resten af nummeret på skærm (abonnenter/medlemmer)

[pvfw-embed viewer_id="5715" width="100%" height="800" iframe_title="64"]

Fuldskærm, zoom, søgning og navigation aktiveres i dokumentets overkant.

#164 // enkeltsidet læsning (mindre skærme)

8. december 2021

Call: Temanummer om DELTAGELSE I HVERDAGSLIVET – for mennesker med handicap

Mennesker med handicap har generelt betragtet, både historisk og samfundsmæssigt set, befundet sig i en marginal og udsat position. Men hvordan står det til i dag – to årtier inde i det 21. århundrede?

På trods af velfærdsstaten og de velfærdsstatslige politikker i det 20. og 21. århundrede, - på trods af menneskerettigheder samt særegne rettigheder for mennesker med handicap (handicap-konventionen), - og på trods af uddannelse af pædagogiske professionelle, peger flere undersøgelser på, at der kan være et stort gab mellem formelle deltagelsesrettigheder og faktisk (mangelfuld) deltagelse i det levede liv.

Derfor er der løbende behov for at få beskrevet, belyst og reflekteret, hvordan det står til med (den demokratiske) deltagelse i hverdagens mangfoldige rum, processer og handlinger.

Med dette temanummer af Social Kritik om ”Deltagelse i hverdagslivet – for mennesker med handicap” opfordres alle med viden, erfaringer og interesse for feltet ”mennesker med handicap” til at fremsende abstracts med ideer til artikler, der kan belyse temaet.

Ideer til artikler, der kan behandle og belyse temaet fra forskellige vinkler og på forskellige niveauer, er velkomne.

Artiklerne kan eksempelvis omhandle:

• Hvad betyder aktuelle politiske målsætninger og lovgivning for hverdagslivet for mennesker med handicaps?
• Hvilket in- og eksklusionsmekanismer kan identificeres og hvordan udspiller de sig i hverdagslivet for mennesker med handicaps?
• Hvilke hverdagslivsbarrierer og -muligheder oplever mennesker med handicaps og på hvilke måder inddrages mennesker med handicaps i udvikling og forandringer af forholdene på handicapområdet?
• Hvordan ser hverdagslivet ud for mennesker med handicaps set i forhold til bolig, hjem, arbejde, dagtilbud, skole eller fritid?   
• Hvad sker der nå mennesker med handicaps møder velfærdsmedarbejdere? 
• Hvilken rolle spiller handicapforskningen eller handicaporganisationer i arbejdet for hverdagslivet for mennesker handicap?
• Hvordan øger vi mulighederne for deltagelse i forskning for mennesker med handicap?

Temanummeret opererer med følgende proces og deadlines:

Deadline for indsendelse af abstracts (max. ½ side): 1. februar 2022

Feed back med opfordring til at skrive artikler: omkring 1. marts

Deadline for færdige artikler: 1. maj

Peer-review proces

Deadline for reviderede artikler: 1. august

Temanummeret udkommer: medio september

Et abstract rummer følgende: arbejdstitel, tilgang og vinkel på emnet, artiklens ærinde/interesse, artiklens ide i korte formuleringer eller teser, lidt om hvad artiklen bygger på (fx faglige erfaringer, interviews og observationer, empirisk undersøgelse, speciale eller afhandling, andre fremstillingsformer etc.)

Den færdige artikel må maksimalt være på 24.000 anslag alt incl. (mellemrum, litteraturliste mv.)

Abstracts sendes til: Gitte Lyng Rasmussen glr@kp.dk

På gæsteredaktionens vegne

Kim Rasmussen (RUC)
Anthon Sand Jørgensen (VIA)
Gitte Lyng Rasmussen (KP)

Se forfattervejledninger generelt
PDF-udgave af dette call

[pvfw-embed viewer_id="5714" width="100%" height="800" iframe_title="64-single"]

Fuldskærm, zoom, søgning og navigation aktiveres i dokumentets overkant.

#164 // læs som opslag

22. oktober 2021

Call: Temanummer om UDSATHED

Social Kritik vil gerne invitere bidrag der sætter fokus på udsatte liv:
Hvordan opstår udsathed i samspillet mellem bl.a. politik, økonomi, styring, historik - og hvordan udfoldes udsathed i det levede liv for de personer og grupper der rammes af udsathed.

Vi er optaget af forskellige betingelser for liv på kanten; sårbare gruppers levekår, livet for borgere der mere møder den disciplinerende side af velfærdsstaten end den støttende, og det liv som er afhængig af hjælp og støtte for at udfolde sig. Men det handler også om det sociale arbejde som retter sig imod udsatte grupper eller som kæmper for social retfærdighed og de dilemmaer der er involveret i frivillig, privat og offentligt hjælp, støtte, mobilisering og modstand. Og det handler også om strukturelle vilkår, politik og regulering både nationalt og globalt.

Vi er interesserede i bidrag der tematiserer udsathed i bred forstand og på den måde er dette et ”open call” om udsathed.

Vi vil gerne invitere til bidrag der belyser nye former for udsathed eller kaster nyt lys på velkendte former for udsathed. Vi vil gerne modtage manuskripter der diskuterer udsathed både teoretisk, begrebsligt og empirisk. Internationale udviklinger har betydning for den danske velfærdsstat, og derfor vil vi også gerne opfordre til internationale perspektiver på udsathed, social uretfærdighed og kampen for social retfærdighed, og hvad det betyder for den danske kontekst.

Fristen for at indsende artikler (maksimum 24.000 anslag inkl. mellemrum) er 15. januar 2022.

Spørgsmål til temanummeret kan rettes til:
Mette Bladt, ansvarshavende redaktør og lektor, Københavns professionshøjskole, mette@socialkritik.dk
eller
Merete Monrad, lektor Sociologi og Socialt Arbejde, Aalborg Universitet, monrad@socsci.aau.dk

Se forfattervejledninger generelt
PDF-udgave af dette call for papers

[pdfjs-viewer attachment_id=1239 url=https://socialkritik.dk/2020/wp-content/uploads/2021/09/Social-Kritik-163-Digital-velfaerd-september-2021.pdf viewer_width=0 viewer_height=750 url=https://socialkritik.dk/2020/wp-content/uploads/2021/09/Social-Kritik-163-Digital-velfaerd-september-2021.pdf download=true print=false fullscreen=true fullscreen_target=true fullscreen_text="FULD SKÆRM" zoom=page-fit]

Mere om 2021-2, køb og abonnement