Social Kritik
108 sider om “Udsatte liv” – opslag
Fuldskærm, zoom, søgning og navigation aktiveres i dokumentets overkant.
#165 // enkeltsidet læsning (mindre skærme)
Uddrag af “Udsatte liv” temanummer (165/2022-1)
Læs resten af nummeret på skærm (enkeltsidet / abonnenter)
DEBAT:
Kommentar til “Brun omsorg” essay
juli 2022
Der har været en slags bølge af skriv og dokumentering af de brune værtshuse. Her tænker jeg specifikt på bogen Stamsteder og Lærke Sick Broskov Jensens essay "Brun omsorg", som blev bragt i Social Kritik nr. 165. Værtshusene bliver her ophøjet til et støttende, samfundsopgaveløsende og socialt hjælpesystem, som er der for borgere der ellers falder uden for systemet.
Nu vil jeg lige sige, at jeg er fuldstændig enig i, at værtshusene har en funktion, at det kan være et fantastisk fællesskab, at vi har brug for steder som ikke er renskurede og politisk korrekte, som kan rumme alle mennesker og jeg har fuld forståelse for at de unge nyder at komme de steder, for der ér en afslappethed, autencitet og intimitet som er svær at finde andre steder. Og det kan også være lidt en kuriositet. Det kan være sjovt at komme og se og høre på alle stamkunderne, som jo har en jargon og et fællesskab som kan virke fantastisk udefra.
Så har jeg sunget min lovsang for værtshusene. Der er bare også en anden side, som helt går fløjten i de unges beskrivelser.
Jeg har selv været storforbruger af værtshuse. Hvor andre mennesker har fixpunkter i deres historie som f.eks. hvor de har boet – så har jeg efter hvilket værtshus der var mit stamsted i den givne periode. Jeg kommer fra en lægefamilie i Nordsjælland, som var præget af stof- og alkoholmisbrug. Min far (lægen) døde af sit misbrug da jeg var 16 år, hvorefter jeg blev sendt til Australien i et år. Mens jeg var væk, fik min mor solgt praksis og flyttede til København, i en fed lejlighed på Øster Søgade, hvor vi så skulle starte et nyt liv, hun og jeg. Mine ældre søskende, de var ’i vej’.
Men efter en barndom præget af at begge mine forældre var misbrugere, var det ikke lige det jeg kunne finde ud af da jeg kom hjem som 17-årig. Min mor havde ellers arrangeret at jeg skulle starte på Øster Borgerdyd Gymnasium – men det var bare slet ikke der jeg var. Min mor var også stadig i noget misbrug, og helt benægtende omkring alle de oplevelser jeg havde haft med hende og min far, og de nuværende jeg havde med hende. Jeg var sorgfuld, vred og frustreret og det sidste jeg ville, var at give min mor den ’sejr’ det ville være for hende at jeg tog på gymnasiet og derefter fik en god, solid, videregående uddannelse.
Jeg kunne heller ikke finde ud af at samle op på mine gamle venner og bekendte. De var startet på forskellige gymnasier, var i nye kæresteforhold osv., og jeg følte mig i den grad forkert og udenfor det hele. Som en elefant i en glasbutik.
Jeg var på alle måder præget af ’Voksen Barn problematikker’ – men det vidste jeg jo ikke noget om dengang.
Jeg fandt hurtigt ud af, at det bedste det var at drikke – så kunne jeg lidt bedre holde det hele ud. Så kunne jeg glemme alt det jeg burde gå i gang med, for en stund. Når jeg var nede og hente øl og vin hos købmanden, så sad der ofte en fyr, Jan, udenfor. Hæs, fuld, skæv og pissecharmerende, syntes jeg. Helt anderledes end det forstilte og påtagede facadeliv jeg var vokset op i. Han var ægte og autentisk! Jan kom på Silver Dollar på Sølvtorvet. Jeg gik med derop – og så var jeg solgt. Jeg var ikke til at drive ud igen. Det blev over 20 år som stamgæst på især fem ’brune værtshuse’, som lå – og ligger, forskellige steder i København.
I starten var mit værtshusliv som sagt min overspringshandling, senere blev det min undskyldning og til sidst min undergang. Og jeg har set rigtig mange mennesker med samme skæbne. Mennesker fuldstændig ødelagte af alkohol. En af mine værtshusvenner fik skrumpelever, men ville hellere dø af druk end stoppe. Så sad han der med sin store, hævede, gummiagtige lever (’sjovt’ at det hedder skrumpelever) og drak videre til han døde. En anden fik kræft i spiserøret, og havde et hul i halsen – men det fik heller ikke ham til at stoppe med at drikke, og han døde da også. Det siger bare lidt om den afhængighed der bor på bodegaerne.
Så jeg får en ubehagelig reaktion når jeg læser det, ellers så fint skrevne, essay af Lærke, hvor der på 10 sider bliver redegjort for værtshusets lyksaligheder, hvor der bliver brugt udtryk som ’en arena af autentisk omsorg’ eller at ’de ellers uddøende bodegaer faktisk er en ressource i samfundet, da de støtter borgere, der ellers er udenfor systemet’, at ’bodegaerne yder hjælp inden for voksenudredningstemaerne egenomsorg, samfundsliv, sundhedsforhold, praktiske opgaver og relationer’ og at man ’som bartender er både advokat, skilsmisseadvokat, socialrådgiver – hele paletten’ og at ’flere bodegaer identificerer sig som en slags socialkontor’!
Hold da helt op! Det er det samme når en frisør kalder sig selv terapeut. Så tænderskærende præget af manglende indsigt.
For der er den anden side, ikke?
Den der autenticitet, den handler (også) om at mange på værtshusene er skidefulde (ja, det er de faktisk!) og at der gælder andre sociale spilleregler der. Ofte er det den der råber højest der bliver hørt. Og så er der bare et gran af sandhed i det med at ’når sprutten går ind, så går hjernen ud’ og at ’sandheden skal man høre fra børn og fulde folk’. Jeg tror, at det er dét der virker ’autentisk’ på folk der dumper ned på barstolen udefra.
’Borgerne’ er kunder! Ofte er det ejeren selv der er i baren på de små værtshuse, og de vil gå langt for at holde på deres kunder. At lave en gryde mad eller hjælpe med at betale en regning, kan betyde mange tusinde kroner ekstra i kassen. For så bliver kunderne der. Et socialkontor? Så må man sige med omvendt fortegn – det er i hvert fald et sted mange brænder deres offentlige ydelser af på no time, og så i øvrigt laver en ny regning, når den gamle lige er blevet betalt. På den måde bliver det også det brune fængsel.
Der bliver også skrevet noget med, at bodegagæster ikke nødvendigvis drikker umådeholdent, at folk jo ikke bare sejler rundt på værtshusene. Så det kan jo umuligt bare være det der trækker… En alkoholiker er kendetegnet ved at kunne have en høj promille uden at virke synderligt fuld, det er det man kalder at have en funktionspromille. Til gengæld er det en nødvendighed at få sin alkohol, hvis vedkommende ikke skal have abstinenser. Og for ikke at virke alt for alkoholikeragtig, så er det ret afgørende at have en flok drikkevenner, som drikker lige så meget som én selv.Til gengæld kan jeg love dig, at hvis en inkarneret alkoholiker skal til familiefest, med fin middag og slips – så vil vedkommende svede tran, ikke bare af længsel efter at kunne drikke ’ordentligt igennem’, men også af angst, fordi vedkommende har vænnet sig helt af med/ikke kender de ’helt almindelige’ spilleregler i en sådan situation. De vil føle sig meget anderledes end resten af selskabet. Og sikkert gå tidligt, så de kan komme tilbage på bodegaen, hvor de er de normale.
Relationerne hører til på værtshuset. Ja, de er der og det er rigtig godt og rart at komme ’hjem’ til – men det er jo ikke sådan, at de er der hvis du f.eks. vil holde op med at drikke. Så er du ikke sjov længere, og værre endnu – du får de andre til at virke som en flok alkoholikere, og det bryder vi os altså ikke om! I øvrigt, så har I ikke noget at snakke om længere. Der er virkelig en stor og mærkbar forskel på at være drikkende og ikke-drikkende.
Jeg prøvede at holde (lidt) op med at drikke som 21-årig, men jeg kom stadig på værtshuset (for det var jo min dagligstue, som der også bliver skrevet om i essayet) og det var jo mine venner der var dernede. Jeg drak Nab (alkoholfri, meget vandet øl), men det var kun et spørgsmål om tid, så var jeg tilbage på den almindelige øl – for jeg ændrede jo ikke noget i mit liv, udover promilleindtaget, og det var ærlig talt sjovere at være på værtshuset med et par promille i blodet. Og mine ’venner’, de nødede mig da også, for det er sgu ikke særlig sjovt at hænge ud med en ædru i længden.
Et helt andet aspekt til denne ’debat’, og når nu der bliver skrevet seriøst, at det brune værtshus udfylder en ressourcerig samfundsopgave, så må jeg også lige spørge: hvad med familierne derhjemme? De bliver slet ikke nævnt. Eller gælder alle ordene kun for den single mand over 70? For derhjemme, mens den anden part får serveret mad, får stabiliseret sine abstinenser og betalt sine regninger nede på værtshuset, så er der kvinder eller mænd og børn der sidder og gruer for at vedkommende skal komme hjem. Eller om vedkommende kommer hjem. Bange, utrygge børn, som tager skade for livet. Frustrerede, vrede ægtefolk, der ved, at nu betyder alle de ringende klokker på bodegaen, endnu en måned med for få penge på husholdningskontoen. Men så er det jo godt, at bartenderen også er ’skilsmisseadvokat’?!
Da jeg, af en fagforening, ikke af bodegaen, fik hjælp til at komme i behandling for min alkoholafhængighed, så endte jeg i et stort limbo. Alene. Der var ikke nogen der ringede for at høre hvordan jeg havde det, eller kom på besøg. I det øjeblik jeg ikke længere kom på værtshuset, eller værtshusene, var jeg ude. Out of the bar, out of mind. Jeg siger det ikke på en selvmedlidende måde, for det var det helt rigtige, og den eneste måde jeg kunne blive ædru på – jeg siger det bare for at anfægte endnu et udsagn i essayet: ’en gennemgående observation er, at man i bodegamiljøet sørger for at holde opsyn med hinanden. Der eksisterer konsensus om, at man tjekker op på hinanden. Så hvis en stamgæst bryder sin sædvanlige fremmøderytme, kontakter enten bartenderen eller en af de andre stamgæster den udeblevne stamgæst’. Sludder – det kan man simpelthen ikke påstå på en sådan generel måde.
Nu har jeg været ædru i 18 år. Og jeg véd, at skulle jeg tage tilbagefald, så ville jeg være på et værtshus hurtigere end lynet. For tanken om den dejlige, fordrukne, frie puppe det var, kan stadig trække i mig. Men lad os lade være med at romantisere de brune værtshuse, for de er også derouternes højborg og et sted hvor folk går til grunde.Som jeg siger til min søn på 29, som elsker de brune værtshuse på Nørrebro og Vesterbro – hyg dig min ven, men lad være med at tillægge stederne større værdi end godt er.
Læs artiklen (åben)
Brun omsorg - Social Kritik nr. 165
// MERE DEBAT //
DEBAT:
Ekstrem søvnmangel
Leverskade og hjerteproblemer
Social isolation, PTSD og svær skizofreni
juli 2022
Ovenstående er blot et udsnit af de alvorlige problematikker, som vi ser blandt mennesker, der lever i gadehjemløshed i Danmark. I Projekt Udenfor arbejder vi med dem, som, vi vurderer, har allermest brug for vores hjælp. Det er mennesker, der overlades til sig selv og deres elendighed på gaden og i samfundet. I de sidste 15 år har EU-borgere udgjort en stigende andel af målgruppen, og situationen er bekymrende.
Fordi de er EU-borgere, har de ret til at være her, men deres sociale rettigheder er bundet op på lovligt ophold, som kan være svært at dokumentere. I praksis får de derfor ingen hjælp fra det danske system.
Omkring 2007 begyndte organisationer i København at observere betydeligt flere EU-borgere på gaden. Tendensen afspejlede udviklingen i andre europæiske lande, hvor man så et stigende antal hjemløse EU-migranter efter EU-udvidelserne mod øst i 2004 og 2007.
Det fik i 2007 den daværende velfærdsminister til at indskærpe over for den sociale sektor, at hjemløse udlændinge ikke måtte bo på danske herberger; fattige østeuropæere skulle ikke bruge Danmark som varmestue, lød udmeldingen. Det har i tiden efter været omstridt, hvorvidt EU-borgere har ret til at benytte offentligt finansierede tilbud som herberger og natcaféer – en rettighed, der blev slået fast i 2014. Udgangspunktet i flere politiske partier har dog været, at det ikke må blive for attraktivt for udenlandske borgere at leve i hjemløshed i Danmark.
Den tankegang er svær at følge, når man kender til gadehjemløshedens udtryk.
For de EU-borgere, som ankommer til Danmark uden en bolig eller som havner på gaden senere, tårner problemerne sig hurtigt op. Deres situation forværres markant i takt med den tid, de tilbringer i hjemløshed. Livet på gaden er en belastning både fysisk og psykisk, og det skubber de hjemløse EU-borgere ud i en endnu mere marginaliseret og fastlåst situation.
De hjemløse EU-borgere, som vi møder i vores arbejde på gaden, kæmper med svær psykisk sygdom, social isolation, fysiske lidelser og et livstruende forbrug af alkohol og stoffer. For mange af dem er problemerne begyndt i hjemlandet, og de fortæller os bl.a. om en barndom på børnehjem, overgreb og svigt i opvæksten, krigstraumer og sorg. De er ikke rejst til Danmark for at udnytte det danske velfærdssamfund. Fælles for dem er, at de er på vej væk fra noget. De kunne lige så godt være fra Silkeborg, for historierne er de samme som dem vi hører fra danske borgere i gadehjemløshed, men de kommer fra Dresden, Warszawa, Lyon og Göteborg, og derfor får de ingen støtte.
Skiftende socialministre i Danmark har godt nok udtalt, at ingen mennesker skal være tvunget til at lægge sig til at sove udenfor om vinteren. Og den politiske løsning har gennem årene været at afsætte midler til midlertidige nødherberger i årets koldeste måneder.
Nødherbergerne, der må etableres på ny hvert år i november, tilbyder sengepladser på sovesale, varierer i kvalitet, og flere steder beror driften til dels på frivillig arbejdskraft.
De drives i bedste hensigt, men en madras på en sovesal om vinteren udgør ikke et tilstrækkeligt tilbud til mennesker i hjemløshed. Nødherbergerne tilbyder overnatning, så hjemløse EU-borgere ikke skal dø af kulde på gaden i Danmark. Deres rolle er at løse en akut opbevaringssituation og ikke det alvorlige samfundsproblem med social marginalisering og hjemløshed.
I stedet for en hjælpende hånd får hjemløse udlændinge den kolde skulder. Eller de bliver mødt med straf.
Efter en ophedet, offentlig debat vedrørende tilstedeværelsen af udenlandske gademigranter i Danmark, ændrede regeringen i 2017 ordensbekendtgørelsen med indførelsen af en såkaldt ”lejrlov” og siden udvidelser af politiets beføjelser i den sammenhæng. Det betød, at politiet fik mulighed for at give en bødestraf på 1.000 kroner og et zoneforbud for en hel kommune til personer, der opholdt sig i det der blev betegnet som en utryghedsskabende lejr.
Lovgivningen er en de facto kriminalisering af gadehjemløshed. Den er målrettet strategier, som mennesker i gadehjemløshed tager i brug for at komme igennem natten på gaden. Projekt Udenfor har i flere år anbefalet mennesker i gadehjemløshed at overnatte flere sammen og på befærdede områder. For så er hjælpen ikke langt væk, hvis de bliver overfaldet, alvorligt nedkølede eller syge. Lovgivningen har imidlertid bevirket, at flere sover alene og på afsides steder. Andre undgår helt at lægge sig til at sove om natten.
Sammen med den skærpede straf for tiggeri (også i 2017) har lejrloven langt overvejende ramt hjemløse EU-borgere fra Østeuropa end danske statsborgere.
Flere hjemløse EU-borgere oplever fysisk udmattelse på grund af mangel på hvile og søvn, fordi de ikke tør lægge sig til at sove om natten. For andre er frygten for at blive anholdt en kilde til stress, angst og panikanfald. Men gruppens helbred skal også ses i et større perspektiv. En nyere undersøgelse af sundhedstilstanden blandt hjemløse migranter i Danmark vidner om et bredt og alvorligt sygdomsbillede. Det hænger sammen med deres begrænsede rettigheder i Danmark.
Personer uden fast bopæl i Danmark har ifølge Sundhedsloven kun adgang til akut sundhedshjælp. Det betyder, at hjemløse EU-borgere eksempelvis ikke har adgang til kontrolbesøg hos en praktiserende læge eller udredning, opfølgning og ikke-akut behandling i det danske sundhedsvæsen. De bliver jævnligt udskrevet til gaden efter et somatisk eller psykiatrisk hospitalsforløb, og flere går rundt med ubehandlede sygdomme, som undertiden udvikler sig til smertefulde, akutte og behandlingskrævende situationer.
De hjemløse EU-borgeres tilværelse på gaden i Danmark kan beskrives som værende i frit fald, fordi der ikke er noget system til at gribe dem. Den opgave er overladt private og frivillige organisationer, der sætter ind, hvor de kan, eller enkelte medarbejdere f.eks. i sundhedsvæsenet, der kæmper med systemet, som forhindrer dem i at gøre deres arbejde.
Den danske stat forholder sig til gruppen af hjemløse EU-borgere ved at gøre deres tilværelse i Danmark mere vanskelig, ved at fremmedgøre dem og ved besvare deres overlevelsesstrategier med straf. Men de kommer hverken ud af hjemløshed eller bliver færre af, at vi behandler dem dårligt.
Anne-Sofie Maini-ThorsenDebatindlægget er en forkortet udgave af artiklen
I frit fald - Social Kritik nr. 165
(for medlemmer og abonnenter)
// MERE DEBAT //
TEMA Ungdom, urbanitet og pædagogik
INDHOLDSOVERSIGT
Mette Bladt & John Gulløv
Introduktion til Temanummer:
OM PÆDAGOGIK, UNGDOM OG URBANITET
Helene Falkenberg & Rasmus Præstmann Hansen
AT FEJRE OG FRYGTE URBAN MANGFOLDIGHED
Lond Bæk Brøndsted
DE SØDE OG PSYKOPATERNE
- eksempler på måder at bekymre sig for uroskabende børn og unge på i SSP-samarbejdet
John Gulløv, Vibe Larsen & Üzeyir Tireli
UDSAT FOR KRITISKE BLIKKE
- om minoritetsdanske unges tryghed og marginalisering i byen
Mette Bladt & Rasmus Christensen
"FORDI VI IKKE VIL VÆRE FUCKING TABERE"
- om unge på gaden, og hvad vi kan lære af dem
Ditta Tofteng & Lisbeth Madsen
OM AT SIDDE PÅ HÆNDERNE OG GÅ ALL IN
- deltagelse som pædagogisk handlerepertoire
Michelle Skovgaard
POLITISK INDBLANDING I DET SOCIALFAGLIGE FELT BIDRAGER TIL KOMPLEKSITET - IKKE LØSNINGER
Rasmus Præstmann Hansen
SERIØST (OG) SJOVT - NÅR UNGE GÅR TIL DANS
Üzeyir Tireli
FRIVILLIGE I SOCIALPÆDAGOGISK UNGDOMSARBEJDE
Potentialer og bekymringer
Benny Lihme
ALT FAST GÅR OP I RØG (anm.)
Knud Vilby
DEMOKRATIETS KLOKKEKURVE (anm.)
Morten Thing
BARE DAMER (anm.)
Peter Thielst
NÅR PATRIARKATETS MAGT SÆTTER SIG PÅ SPROGET - OG BEVIDSTHEDEN (anm.)
MINDEORD OM BENNY LIHME:
Anders La Cour
BENNY NÅEDE AT VÆRE REDAKTØR FOR SOCIAL KRITIK I 32 ÅR
Tine Rask Eriksen
EN POSTHUM HILSEN TIL BENNY
Flemming Røgilds
TIMEOUT: Til Benny Lihme
Mette Bladt & Rasmus Christensen:
“FORDI VI IKKE VIL VÆRE FUCKING TABERE”
– om unge på gaden, og hvad vi kan lære af dem
TEMA SOLHAVEN-SAGEN
Temanummer april 2021:
INDHOLDSOVERSIGT
Leder
Solhaven-sagen. En case om mediernes betydning i den socialfaglige debat af Benny Lihme
Forord
Redaktørernes forord
Afsnit 1: Søren, familien og Solhaven
Afsnit 2: Solhaven og de positive medier. Et transparent opholdssted med et utal af (minister)besøg
Afsnit 3: Anbringelser. Godt mediestof
Afsnit 4: Truede børn. Er bedre som ofre end truende unge
Afsnit 5: DR's kronvidner. ”Skal nok få jer ned…Solhaven er et ludersted man!!!”
Afsnit 6: Gode anbringelser. Dårligt mediestof
Afsnit 7: Medieskabte professionelle ofre?
Myndighedsopgøret om Solhaven – kommunen og byretten
af Frank Cloyd Ebsen
Efterskrift af Henrik Garlik
(175 kr. + forsendelse)
Læs om kommende numre
TEMA DIGITAL VELFÆRD
TEMA OM DIGITALISERING: 150 SIDER
LÆS ONLINE (enkeltsidet)
Bladreudgave som opslag
Læs uddrag af temanummeret (open access)
Temanummer september 2021:
Vi er optagede af, hvilke interesser digitaliseringen som tilsyneladende neutral teknologi løfter igennem, og på hvis bekostning digitaliseringen foregår. Hvilke borgergrupper får længere til velfærdsstaten i kraft af digitaliseringen, og hvornår åbner digitalisering for nye former for kontakt, tilgængelig og omsorg?
Temaets artikler resumeret >>
INDHOLDSOVERSIGT
Merete Monrad (redaktør af temanummeret):
Hvordan forandrer digitaliseringen velfærden? (PDF)
Digitalisering af medborgerskabet / Birgit Jæger
”De har fået NemID, men det er ikke nemt for mig” - Digital rum(me)lighed i den danske velfærdsstat / Morten Hjelholt og Irina Papazu
«Du må laste ned ‘appen’ vet du, det er sååååå enkelt». Eldres opplevelse av det digitale hverdagslivet / Astrid Margrethe Sølvberg og Marit Rismark
Hård digital inklusion – når digital politik bliver borgerens byrde / Anja Svejgaard Pors
’Selvstændig i stedet for at spørge om hjælp’: digitale ambitioner og kompetencer blandt unge med kognitive handicap / Ditte Lystbæk Weber og Anne Marie Kanstrup
Digital kommunikation som vej til deltagelse. Bestyrkelse af børn og unge i udsatte positioner / Anette Boye Koch
Kunstig intelligens i socialt arbejde: kan vi skelne mellem skidt og kanel? / Matilde Høybye-Mortensen og Lena Kjeldsen
Forvaltning og digital beslutningsstøtte: En diskussion af kunstig intelligens og algoritmisk profilering i det kommunale beskæftigelsesområde / Line Kirkegaard, Tomas Skov Lauridsen og Simon Sjørup Simonsen
Algoritmer og machine learning i socialt arbejde? / Michael Rosholm, Sanne Dalgaard Toft, Anne Marie Villumsen, Simon Bodilsen & Liesanth Yde Nirmalarajan
Er ansvarlighedsprincippet fremtidens reguleringsmodel af teknologier? / Hanne Marie Motzfeldt
Digitalisering – i lyst og nød / Frank Cloyd Ebsen
Hold så nallerne fra den radio! / Knud Vilby (PDF)
Om Tage Poulsens fotomontager / Henning Wettendorff:
Nummeret er på 152 sider og indeholder desuden leder af Mette Bladt, boganmeldelser af Morten Thing, Gitte Lyng Rasmussen og Peter Thielst samt surreelle og satiriske fotomontager af Tage Poulsen.
Dertil et essay af Thomas Dam om et personligt sygdomsforløb:
At sidde der mens slangen flytter ind. En autoetnografi om at miste sig selv overgivet til andre
(175 kr. + forsendelse)
Læs om kommende numre
TEMA PARALLELSAMFUND
TEMA OM PARALLELSAMFUND: 112 SIDER
LÆS ONLINE (enkeltsidet)
Bladreudgave som opslag
Læs introduktion - redaktionelt forord
PDF
Temanummer (112 sider) december 2021:
"Parallelsamfund". Selve begrebet er muligvis stigmatiserende, men nummerets artikler tegner et billede af et Danmark karakteriseret ved mange typer af parallelsamfund og forskelligartede liv, der leves parallelt. Bredden på bidragene var mere omfattende, end vi havde forestillet os, og afspejler problematikker som er mere komplekse og mere grundlæggende end redaktionens call for papers måske lagde op til. Det er kun godt.
Artiklerne er skrevet af både praktikere, forskere indenfor både social-, human-, sundheds- og samfundsvidenskaberne, jurister, arkitekter og urbanister. Læs redaktionelt forord om nummerets artikler.
INDHOLDSOVERSIGT
Forord: Parallelsamfund – politisk spin med skraldespand og sværd
Et samfund der er bange for sine børn, er et fattigt samfund / Mette Bladt
Diskriminerende og repressiv integrationspolitik / Üzeyir Tireli
Et ufærdigt fælles sted / Aske Tybirk Kvist & Søren-Emil Schütt
Almene boliger i ghettopolitisk modvind / Ole Nørgaard Madsen
Fra velfærdsstat til boligselskab / Johannes Lunneblad & Ove Sernhede
Retssager om 2018-lovpakken / Morten Tarp
Er den gode død for alle? / Vibeke Graven
Åbent brev til statsministeren / Henrik Valeur
Socialpolitiske barrierer i Rigsfællesskabet / Mille Schiermacher & Steven Arnfjord
Tvang og sanktioner / Sofie Haxthausen Doreng & Mia Arp Fallov
Dark design i byens rum / Christian Langelund Hansen
Unges veje til og fra sikret anbringelse / Ann Karina Henriksen
Handicapområdet - Danmarks ukendte ghetto / Emilie Skyum-Jensen
Antiskoleliv / Hakan Kalkan
Anmeldelser:
Der var (også) en grund til at jeg var deprimeret / dr.pæd. Birgit Kirkebæk
Affekter og politik / Birger Steen Nielsen
Penge lugter ikke / Peter Thielst
Syv teser om vreden der måske ikke forsvandt, men blev transformeret til ukendelighed / Frederik Boris Hylstrup Olsen
Én tese om manifeste vredesformer og usynlige kapitalistiske formbestemmelser / Steen Nepper Larsen
KØB(175 kr. + forsendelse)
Læs om kommende numre
TEMA UDSATTE LIV
TEMA OM UDSATTE LIV: 108 SIDER
LÆS ONLINE: enkeltsidet
Bladreudgave som opslag
Læs introduktion - redaktionelt forord
(PDF)
Temanummer (108 sider) april 2022
"Udsatte liv" er resultatet af et åbent call og kredser om forskellige betingelser for liv på kanten; sårbare gruppers levevilkår, livet for borgere der mere møder den disciplinerende side af velfærdsstaten end den støttende, og det liv som er afhængig af hjælp og støtte for at udfolde sig.
INDHOLDSOVERSIGT
En ketchupeffekt af dårligdomme / Mette Bladt
Udsatte liv
Forord: Frit fald i velfærdsstaten / Merete Monrad
Hvordan kan man være noget, som ikke findes? / Penille Kvist & Sisse Gøttler
Brun omsorg (PDF) / Lærke Sick Broskov Jensen
Undskyld … men må jeg lige låne dine øjne et øjeblik? / Elisa Minet, Isabel Lysholm Jensen, Dorthe Juliane Høvids & Anja Laigaard
Udsatte i vækstens grænseland / Peter Nielsen
Opslag af Søren Magnussen
Når gravide møder systemets bekymrede blik / Line Helland Boelskifte & Charlotte Vange Løvstad
De udsatte flytter mod yderområderne – hvem skal gribe dem? / Peder Meisner
I frit fald - Hjemløse EU-borgere på gaden i Danmark / Bo Heide-Jochimsen & Anne-Sofie Maini-Thorsen
Demokrati fra gaden? / Mette Bladt og Rasmus Christensen med indstik af Jørn Vestergaard
Ingen spidse sko eller bedrevidende sundhedsbudskaber / Birgitte Ravn Olesen, Iben Charlotte Aamann & Britta Ortiz Echeverria
Anmeldelser
Arbejdslivet: Utopi eller dystopi? / Morten Thing
Entreprenørstaten / Frank Cloyd Ebsen
Etniske minoriteter i politik / Line Vikkelsø Slot
Børnesynet på anbringelsesområdet (PDF) / Ida Schwartz, Hanne Warming, Trine Nyby, Carsten Kirk Alstrup, David Pedersen, Anne Mette Friis
KØB(175 kr. + forsendelse)
Læs om kommende numre
Digital adgang til indeværende kalenderårs udgivelser – og kommende trykt udgave som det første af tre numre i posten (årsabonnement 500 kr. for private)
11. september 2022
Social Kritik vil gerne invitere bidrag til temanummer om kapacitetsopbygning og empowerment i Grønland, med perspektivering til generel samfundsudvikling.
Afsættet for artiklerne kan være socialfagligt, socialteoretisk, identitets- eller geopolitisk samt ledelsesmæssige udfordringer i Grønland - herunder bredere, grønlandsk relevante samfundsdiagnostiske bidrag med fokus på bæredygtig organisatorisk og institutionel kapacitetsopbygning. Vi ser gerne bidrag med eksempler på gode læringsprocesser og samarbejder med praksisfeltet, hvor der for eksempel arbejdes tæt sammen med lokalsamfund og med brugere af sociale tilbud. En foretrukken metastruktur for artiklerne er: en tydelig problemstilling, korte metodiske beskrivelser, analyse/diskussion og dernæst et eller flere perspektiverende spørgsmål: ”hvordan kommer vi videre herfra?”, ”hvad er den efterfølgende bevægelse?”, ”hvad lærer vi af dette?” m.v. Artiklerne skal i denne forbindelse diskutere perspektiver der ’rækker ud over Grønland’, for dermed at kunne bidrage til debat om bredere samfundsmæssige problematikker.
Formen på bidragene:
Originale artikler (24.000 anslag), som efter forfatterens ønske sendes i peer-review
Kommentarer (16.000 anslag)
Skrivevejledning findes på Social Kritiks hjemmeside her: https://socialkritik.dk/skrivevejledning
Gæsteredaktionen består af Steven Arnfjord, lektor og leder af Ilisimatusarfiks Center for Arktisk Velfærd og John Andersen, professor, Center for Arktiske Studier på RUC
Vigtige datoer:
Se forfattervejledninger generelt
PDF-udgave af dette call for papers
TEMA Deltagelse i hverdagslivet for mennesker med handicap
TEMA OM HANDICAP: 80 SIDER
LÆS ONLINE: enkeltsidet
Bladreudgave som opslag
Temanummer (80 sider) september 2022
Temanummeret belyser hvordan det står til med deltagelsen i hverdagens mangfoldige rum, processer og handlinger – herunder den demokratiske deltagelse - for mennesker med handicaps. Gæsteredaktionen repræsenterer tre danske forskningsinstitutioner. Illustreret med grafik af Morten Schelde.
INDHOLDSOVERSIGT
Socialt arbejde skal ikke udføres af nedslidte ildsjæle / Mette Bladt
Forord: Deltagelse i hverdagslivet for mennesker med handicap / Kim Rasmussen, Anthon Sand Jørgensen og Gitte Lyng Rasmussen
”Vi bliver jo nødt til at blive ved med at kæmpe for retfærdighed!” / Gitte Lyng Rasmussen
Når handicappet er usynligt, står den enkelte hele tiden med valget om at skjule det / Eva Juul Toldam
Småbørns ytringer og deltagelse / Kim Rasmussen
Det gode liv – en dialog om kørestolen / Peter Græsbøll Holm, Christoffer Fehsenfeld og Christina Strandholdt Andersen
”I min handleplan vil jeg gerne …” / Mette Kirstine Demuth og Lisbeth Nielsen
Mit hjem eller jeres arbejdsplads? / Anne Mia Steno
Gør noget unyttigt! / Mie Maar Andersen
Er fritidslivet i eller på spil for de velfærdsprofessionelle i arbejdet med unge med udviklingshandicap? / Benedicte Bernstorff og Lisbeth Larsen
Omvendtslev – meningsfuld beskæftigelse for mennesker med udviklingshandicap / Thomas Waring Stubben, Lisbeth Nielsen & Thomas Heegaard Christensen
Anmeldelser
Glemte og samfundsmæssigt fortrængte historier om bortkastede menneskeliv / Birgit Kirkebæk
Jesper Vaczy Kragh: IQ 75. Erling og ånds svageforsorgen
Civilsamfundets klemte råderum / Birgit Kirkebæk
Knud Vilby: Civilsamfundet - mellem stat og marked
Digte fra RED.NOT. og HEARSAY / Kenneth Krabat
Når idealer daler / Per Betzonich-Wilken
KØB(175 kr. + forsendelse)
Læs om kommende numre
Digital adgang til online udgivelser – og kommende trykt udgave som det første af tre numre i posten (årsabonnement 500 kr. for private - eller bliv medlem billigt)
80 sider om “Deltagelse i hverdagslivet for personer med handicap” – enkeltsidet
Fuldskærm, zoom, søgning og navigation aktiveres i dokumentets overkant.
80 sider om “Deltagelse i hverdagslivet for personer med handicap” – opslag
Fuldskærm, zoom, søgning og navigation aktiveres i dokumentets overkant.
#166 // enkeltsidet læsning (mindre skærme)
“Deltagelse i hverdagslivet for personer med handicap” temanummer (166/2022-2)
Læs resten af nummeret som medlem eller abonnent
enkeltsidet / dobbeltsidet
søgning - navigation - fuldskærm - zoom
